At være træt

Hele mit liv har jeg været en af dem, der kan huske alt som i virkelig ALT – også selv de mest ligegyldige detaljer fra samtaler med veninder, familiemedlemmer, kollegaer etc. Ikke så sjældent har folk bemærket min evne til at huske fx veninders familiemedlemmers livretter, hvornår min ven sidst blev klippet eller andre ligegyldige detaljer. Jeg har altid været flittig kalenderbruger – tidligere dem i hardcover og senere de elektroniske. Men sagen er den, at jeg i virkeligheden ikke havde brug for at skrive aftaler og møder ned – jeg kunne jo huske det – det var printet i min indre kalender.

Derfor blev jeg ofte irriteret på de der distræte typer, der aldrig kunne huske, hvad man havde fortalt dem tidligere eller midt i en samtale kunne udbryde: ”Ej, undskyld jeg afbryder, men hvad var det, du sagde, du hed?” selvom man havde talt med vedkommende op til flere gange allerede. Hvorfor spilde min tid på dem, tænkte jeg. De må jo tydeligvis ikke være særligt interesserede i mig eller min person, siden de hverken kan huske mit navn, eller fx at jeg i sidste uge fortalte, at jeg lige havde haft influenza?

Men så skete der noget.

Over de seneste cirka syv måneder, er der sket noget med min evne til at huske – ikke bare ligegyldige detaljer – men vigtige aftaler og informationer. Jeg har taget mig selv i op til flere gange at glemme, hvad en samtale handlede om midt i den. At møde op til min optiker den forkerte dag og hårdnakket påstår, at jeg altså havde tid NU, hvorefter min egen kalender kunne afsløre, at min tid først var dagen efter. At glemme at møde op til en vigtig tid hos min hudlæge. At lægge en åbnet pakke med røget laks i skuffen med konserves og først finde den en måned efter, og sådan kunne jeg blive ved.

Nu er jeg en af dem. En af de der distræte mennesker, som jeg tidligere ikke ville spilde min tid på. Måske hænger min transformation fra den ene til den anden yderlighed sammen med, at jeg blev mor for syv måneder siden og halter mere og mere bagud på søvnfronten. Afbrudt søvn flere gange om natten, der står på over mange måneder, kan åbenbart få selv den bedste klæbehjerne ned med nakken. Selvom jeg kæmper for at være den gamle mig, så lykkes det ikke, og jeg tænker på, om jeg nogensinde bliver den samme igen!?

2 Comments

  • Sunna 5. december 2012 at 18:02

    Bahahaha!! Jeg kender det! Man bliver bare så distræt! Jeg havde også bildt mig selv ind at jeg ihvertfald ikke ville få en ammehjerne.. hah! Yeah right!
    Nåh, men forhåbentlig er vi back om track, inden ikke så længe!!

    Reply
    • Signe 5. december 2012 at 18:57

      Den kommer snigende, gør den. Pludselig er den der bare. Ammehjernen! Mon det bliver bedre? Jeg tænker bare, at når nu vi en gang er færdige med det her barselshalløj, så er der jo pludselig endnu mere at se til med barn OG arbejde!? Vi må håbe 🙂 Fedt du har læst med BTW :):)

      Reply

Leave a Comment