Lidt om at spise en kiwi

Du gik måske og troede, at du udmærket vidste, hvordan en kiwi skulle fortæres, men der tog du fejl.

Hvis du læser videre, får du her gode tip (endda med mobilbilledillustrationer) til hvordan den lille behårede, grønne dingenot af en frugt skal sættes til livs.

Først skal kiwien skrælles og skæres i både, og så kan du begynde.

Det gælder om at mase de enkelte kiwi-både med de bare næver til uigenkendelighed. Under masnigsprocessen er det godt, hvis du smører en hel del af den maste kiwi i håret, i øjet og i øjenbrynene. Smør også gerne dit tøj ind i kiwimassen. Faktisk skal det meste af kiwien slet ikke i munden, kan du nok forstå. Til gengæld kan du bide lidt i din tallerken – måske endda smide den på gulvet.

Nu kan du så slikke dine fedtede hænder og fingre og være heldig at smage lidt af kiwien, hvis altså ikke det hele endte alle andre steder end i din hånd.

Dette er måske ikke den mest effektive måde at spise en kiwi på, tænker du. Nej, men den er ret charmerende. Især hvis du er en baby på 7 måneder.

Bonusinfo: metoden er også ganske brugbar til spisning af avocado.

 

2 Comments

  • FamilienDanmark 8. december 2012 at 20:28

    Åh ja, og sådan spiser min søn nærmest stadig – og han er to! 🙂

    Reply
    • Signe 9. december 2012 at 8:11

      Ha ha, så kan jeg jo se frem til endnu et par år (mindst sikkert) med madsvineri og plettet tøj:)

      Reply

Leave a Comment