Noget om julepynt og juletraditioner

Jeg har ikke pyntet op til jul, siden jeg flyttede hjemmefra for ca. 10 år siden. Jeg synes julepynt rodede og var ligegyldigt. De foregående år har jeg haft travlt med jobbet, og sent den 23. december havde jeg så ca. 24 timer til at komme i julestemning, som jeg hverken havde haft tid eller lyst til før der.

Men i år er det anderledes. Jeg har allerede suget til mig af juleindtryk, og hele december måned har jeg hygget mig med at forberede mig til juleaften både mentalt men også ved at holde julehyggedage med bagning og selv kreeret julepynt. Det hænger selvfølgelig sammen med, at vi ikke længere kun er Signe og Kasper, men en børnefamilie. Og selvom frøken M er alt for lille til at forstå, hvad julen drejer sig om, så ændrer det ikke på, at jeg personligt har haft lyst til at byde julen velkommen på en helt ny måde. Julen har fra nu af fået en ny og anden betydning, hvor lille frøken M er i centrum. Jeg har lyst til at skabe mine egne rammer og egne traditioner og også føre nogen videre fra mine og Kaspers forældre og bedsteforældre.

Tilbage til julepynten, som dette indlæg skulle handle om.

Du kan nok forestille dig, at vores samling af pynt er noget sparsom, når det er første år, vi pynter op. Jeg vil ikke pynte op med hvad som helst, men skabe en helt personlig samling af julepynt. Alt skal have en historie. Da jeg elsker at være kreativ, er det helt oplagt at føje hjemmelavet pynt til samlingen hvert år. Som årene går, kan frøken M deltage mere og mere i krea-projekterne (noget jeg glæder mg helt vildt til).

Jeg vil gerne på sigt have en samling, der består af hjemmelavet pynt, det mere eksklusive, og det jeg (og senere også frøken M) lige falder for fx fra Søstrene Grenes eller andre lignende steder. På den måde synes jeg, det kommer til at afspejle vores personlige stil allermest. Hvordan holder du jul? Kom gerne med gode tips til nye traditioner.

Jeg har taget lidt billeder af vores lille samling, som der helt sikkert bliver føjet mere til, før julen er omme.

Herunder ser du juletræer som jeg har klippet ud i tre forskellige farver pap fra Panduro Hobby. De mangler blot tråd, så de kan blive hængt på juletræet eller andre steder.

Juletræer i pap

Hjerte i hvid, selvhærdende ler, som jeg har præget med en hæklet serviet.

Hjerte i hvid ler

Hjerte i rød fimo, som jeg har præget med en kiksepræger fra Børnenes Magasin (du kan finde den her) og julekugle fra Søstrene Grene.

Herte og julekugle

Lyshuse fra Rema 1000 og lysestage fra Kähler Design.

Lyshuse og Kähler lysestage

Nisse fra Maileg.

Maileg nisse

Lysestager lavet af M’s farfar af et stykke brænde.

DIY lysestager

Fugl fra Søstrene Grenes, som jeg ikke kunne stå for. Den har en vildt pæn hæle 🙂

Fugl fra Søstrene Grenes

No Comments

Leave a Comment