I går var jeg på visit i Starklint PR’s showroom for en hyggelig snak med Mette, der ejer bureauet, og for at se nærmere på SS13 kollektionerne fra et par af mine yndlings-brands inden for børnemode – nemlig Poppy Rose og Mar Mar.
Begge kollektioner fortjener hver sit blogindlæg, og i dag holder jeg fokus på Poppy Rose, der især er kendt for lækker uldstrik og romantisk Liberty-print. Poppy Rose formår gang på gang at imponere mig med sine romantiske og klassiske snit i luksuriøse materialer, og denne gang er ingen undtagelse. Jeg ER jo ret meget til det tøsede og girly, og Poppy Rose forstår at skabe kollektioner, der kører den romantiske pigestil fuldt ud, uden at det bliver for meget eller for tuttenuttet. Der er nemlig også en håndfuld sofistikation og chic-hed strøet ud over de enkelte styles. I like!
Man bliver mødt af et sandt farvebombardement, når man lader blikket glide hen over SS13 kollektionen: The Sorbet & Surf Collection fra Poppy Rose, som du også kan fornemme på øverste billede. Det er lidt som at få sommer i øjnene – og det er efter min mening meget tiltrængt og positivt. Der er med andre ord knald på farverne hos Poppy Rose dette forår, og de ligger alle ovre i den varme/brændte skala af rød, orange og koral blandet med lys fersken og dæmpet/støvet grøn. Kollektionen indeholder romantiske kjoler, små skjortebluser med runde kraver, flæsenederdele med volumen, diverse accesories som make-up punge og iPad covers og selvfølgelig dynebetræk og det kendte patchwork-tæppe i kollektions liberty prints. De forskellige styles kommer (som altid) i lækker merinould og bomuld i romantisk liberty.
Jeg er især faldet pladask for det ene liberty print, som jeg da også havde taget en overflod af billeder af. Det er printet med de røde bær, der simpelthen ville passe perfekt til Frøken M (mener hendes moder). Det har lige dele barnlighed og romantik over sig og er perfekt til den danske sommer.
Jeg gennemgår ikke hele kollektionen, men har i stedet udvalgt lidt af mine favoritter, som du kan se herunder. Læg lige ekstra meget mærke til flæsenederdelen i bærprintet. Den er bedårende og ville fungere fantastisk til sommer sat sammen med Angulus’ tullesko i sølv og en lille kortærmet eller ærmeløs body. Det kan jeg godt se min lille buttede blomme af en datter i:)

Denne quiltede jakke er en genganger i Poppy Roses kollektioner. Den er smuk og der er i den grad kælet for detaljerne.

iPad cover i bærprintet. Ok, indrømmet – jeg har taget MANGE billede af det print. Men det ER også fint, ikke?

Romantis skjorte i lys fersken med den skønneste krave. En kravetype, som jeg faktisk også elsker på mine egne skjorter.
Hvad synes du? Kan du lide, hvad du ser?
JEG ELSKER DET
Det gør jeg ærlig talt også, Camilla <3
Virkelig mange fine ting!! Jeg er også lidt pjattet med det bær print… Tak for kigget Signe!! <3
Ja, det et altså SÅ sødt det bærprint basta:)
Jeg har glæder mig SÅ meget siden jeg så det i TAP1 i august. Nu må det snart komme online så vi kan få fingrene i det. Bærprintet er også min helt store favorit… ÅH suk… Det går lige i hjertekuglen <3
Ja, det gør det altså, Camilla. Det er så FINT! Ja, kom nu online.. NU <3
Min datter er desværre vokset ud af sin quiltede jakke i str. 2 år, men vi bliver da vist nødt til at have erstattet den med en str. 4 år i det nye print 🙂
De er nemlig så dejlige de quiltede jakker – og de er faktisk fine i både de helt små og også de store i str. 12 og 14, som en voksen også passer;)