Separationsangst?

I går mødtes vi – Frøken M og jeg – med endnu en potentiel privat børnepasser og i dag endnu en. Om ikke særlig lang tid er jeg tilbage i det pulserende erhvervsliv og min min lille blomme skal passes af en … komplet fremmed. Ok, jeg holder lige vejret et øjeblik, for det synes jeg fandeme (jo, her skal nemlig bandes) er noget nær vanvittigt angstprovokerende. Gisp!

Hvis du har læst med her på bloggen lidt tid, så husker du måske, at vi lige nu (eller det næste halvandet år, har vi siden fået at vide) kan skyde en hvid pil efter en vuggestueplads til Frøken M. Derfor er projekt privat børnepasser for alvor sat i gang. Og hele den proces minder mig jo noget så voldsomt om, at den boble som omgiver Frøken M og mig, og har gjort det de sidste ti måneder, snart skal briste – bare en lillebitte smule, så der åbnes op for, at et nyt kapitel kan tage sin begyndelse – både for den lille M og mig.

Separationsangst siger du? Ja, det kan du bande på. Jeg er rystende nervøs for den adskillelse – på vegne af både Frøken M og mig. Så nervøs, at det også er vildt grænseoverskridende at skrive om det på bloggen. Ja, jeg er da godt klar over, at det er sundt for min lille blomme at blive stimuleret blandt andre børn, der dog i vores tilfælde maksimum kommer til at tælle tre. Og ja, jeg har selv en trang til at beskæftige mig med andet end babyleg og babybleer. Men for pokker da! Det handler faktisk allermest om, at jeg nok har grundlæggende mistillid til, at andre kan tage vare på mit barn; Give hende mad på den rigtige måde, trøste hende, når hun er ked af det, få hende til at sove sine lure osv. Og ja, så handler det også rigtig meget om, at jeg kommer til at savne den lille blomme så ufattelig meget, mens vi er adskilt fra hinanden. Av, siger jeg bare.

Enlighten me please!

Bliver man nogensinde klar til den adskillelse – og hvordan?

Og hermed lidt random stemningsbilleder fra dagens gåtur i mit hood. Himlen var så fin i dag, og jeg kunne virkelig fornemme, at foråret endelig er på vej (og nej, Nemesis det er bare en fornemmelse ikke en konstatering). 

IMG_2940 IMG_2941 IMG_2942IMG_2944

8 Comments

  • Sidsel 1. marts 2013 at 20:11

    Nej,jeg tror aldrig man bliver “klar” til adskillelse fra sine børn i den forstand at det bliver nemt… Og jo større de bliver, jo mere adskillelse; deres første legeaftale uden dig, deres første overnatning uden dig, deres første dag i børnehave uden dig… Jeg kæmper selv med at forholde mig til tanken om at min søn skal starte i skole til sommer, og det er mindst lige så angstprovokerende som da han i sin tid skulle starte i dagpleje. Nok er han større, men til gengæld bliver min kontrol over hans dagligdag endnu mindre; der er færre voksne, han skal i høj grad klare sig selv, og der er ikke noget hegn om legepladsen (gisp!).
    Jeg tror det bedste man kan gøre er at tro på sin mave-fornemmelse: føles personerne og stedet som de rette for mit barn? Og efterfølgende, når man kommer i tvivl: se på sit barn, trives det? Og så til gengæld prøve at glemme alle de mere specifikke krav om at alt skal gøres præcis som man selv ville gøre det.
    Så nej, adskillelsen stopper aldrig, og jeg tror aldrig at den bliver nem for os mødre, men det betyder jo ikke, at det ikke er det rigtige for vores børn:) Og så lever jeg i øvrigt i total fornægtelse af det faktum at de en dag bliver voksne og flytter hjemmefra…

    Reply
    • Signe 1. marts 2013 at 20:25

      Tak for en fantastisk kommentar. Her sidder jeg og er så super navlepillende og tror, at vores guldklumpers vuggestuestart er et af de mest grænseoverskridende og angstprovokerende skridt på den vej, som vi fleste vælger for vores børn. Men hvor har du ret. Den følelse, jeg sidder med nu, vil jeg jo igen og igen komme til at opleve blot ved andre ’store’ ændringer i Frøken M’s liv (ligesom dit barns kommende skolestart!). Tak fordi du var med til at åbne mine øjne en smule. Et bredere perspektiv skader vist aldrig!

      Reply
  • michalabastian 2. marts 2013 at 10:52

    Signe, det bliver uden tvivl værre for dig end for M. Og du vil få det meget bedre med det hele når du ser hvordan hun kommer til at nyde alle de andre børn og blive udfordret på en måde som du slet ikke kan gøre… MM elsker sin vuggestue, og det er jeg sikker på at M også vil komme til.

    Selvfølgelig var det lidt lettere for mig at starte på arbejde end det bliver for dig, for jeg efterlod hende jo bare hjemme hos Søren der gik hjemme og hyggede med hende i 2 måneder inden de stod for indkøring i vuggestuen.

    I torsdags sad hun med rygge til døren da jeg kom ind i vuggetsuen, så jeg kunne stå og se hende i leg med to andre børn, de sad så fint og delte legetøjet og gav det på skift til hinanden, den slags er guld værd <3

    Alt skal nok blive godt Signe, også for en "hønemor" som dig, kun sagt med kærlighed ik…! <3

    Reply
    • Signe 2. marts 2013 at 11:55

      Hvor er du sød, Michala. Jeg håber, du har ret i, at det er mig, det bliver værst for. Jeg ved godt inderst inde, at det nok skal gå, men synes lige nu, at det er et kæmpe skridt, vi skal tage – samtidig med, at der ikke er styr på en s*** lige nu mht. pasningssituationen.

      Sikke et dejligt syn at møde i vuggestuen, da du hentede MM. Det må have været så betryggende at se.

      Reply
  • Østfronten 2. marts 2013 at 14:52

    Jeg tror, man for det første er nødt til at give slip på, at der kun er ‘en rigtig måde’ at give mad/skifte/hygge/putte på. Faren har jo også sin måde at gøre det på. Og bedsteforældrene deres. Hver gang Bean er blevet passet af andre, har det været grænseoverskridende for mig, men hver gang er det gået superfint og problemfrit. Jeg tror, det er noget med at øvelse gør mester med det dér ‘at give slip’. Hvad plejer I at gøre, hvis M skal passes et par timer?
    Men jo, det er da svært. Og grænseoverskridende. Vi har heldigvis fundet en passer, som Bean kastede sig over efter få minutter, og hvor mavefornemmelse og praktiske forhold gik op i en højere enhed. Alt det bedste til jeres jagt 🙂

    Reply
    • Plum Mum 13. marts 2013 at 20:31

      Du har helt ret. For mig handler det rigtig meget om at acceptere, at andres metoder også kan være brugbare (og endda ligeså gode som mine), men synes det er svært. Er dog ved at forenes med tanken, og det er altså fremskridt for mig.

      Reply
  • Lisbeth // itsfashionbaby.dk 3. marts 2013 at 13:17

    Æv det lyder ikke til at være særlig sjovt at skulle håndtere alle de følelser Signe. Som du selv er inde på, så er det nok i virkeligheden primært et spørgsmål om at skulle give slip på kontrollen og turde at overlade ansvaret til andre.

    Prøv at tænke på, hvad det værste er, der kan ske?

    hun bliver måske ikke puslet helt som du ville gøre – men gør det noget?
    Hun får måske ikke sin mad serveret helt som du ville – men skader det hende?
    Hun græder måske – men der er en voksen, der holder af hende, som trøster hende og passer godt på hende. Måske græder hun lidt længere, end hvis du var i nærheden – men skader det hende?

    Du skal også huske på, at det også er med til at udvikle hende og give hende selvtillid, at hun selv får lov at møde verden på egen hånd – og at hun kan se på dig, at det ikke er noget, hun skal være bange for.

    Nu kan jeg ikke helt huske, hvor lang tid du har tilbage af din barsel, men måske det var en idé lidt efter lidt at trappe ud af babyboblen – fx ved at din kæreste tager nogle halve dage med hende, hvor du bruncher med veninderne, tager ud at shoppe, løber en tur – et eller andet ude af huset. Jeg tror i hvert fald, det vil gøre overgangen lidt lettere for dig – så det hele ikke sker på én gang, når du skal tilbage på arbejdet.
    Og et andet tip kunne også være, at det bliver din kæreste, der skal stå for indkøringen – både så det ikke bliver så hårdt for dig, men også så hun ikke bliver påvirket af, at du måske ikke er helt tryg ved situationen?

    Det har i hvert fald været nogle af de ting, der har haft hjulpet dem jeg kender, der har haft det på samme måde som dig – og tro mig; dem er der mange af – så du er bestemt ikke alene. Og jeg kan også trøste dig med, at når indkøringen først var overstået, så har de faktisk været rigtig glade for at være tilbage på jobbet – selvom de havde svoret, de aldrig ville nyde det igen 😀

    Reply
    • Plum Mum 13. marts 2013 at 20:34

      Hold nu k*** hvor er du sej, Lisbeth. Hvilken skøn besked, som oprigtigt talt har givet mig endnu et perspektiv på en situation, der for mig har været lidt svær at deale med… Tusind tak for dine tanker <3

      Jeg håber, at jeg – ligesom dine veninder – også vil nyde det, når jeg skal tilbage og se min lille mus meget mindre, end jeg er vant til.
      Vi starter indkøring i vores pasningsordning i starten af april, så det er snart:)

      Reply

Leave a Comment