Sunny Mother’s (Sun)day with a Twist

IMG_4590
Rutsjebaner er SÅ sjove

Jeg går lige til sagen og undlader at skrive om den perfekte solrige søndag, for den har faktisk ikke været så perfekt – eller noget, der ligner (selvom billederne kunne tyde på noget andet – jeg fangede åbenbart de bedste øjeblikke).

For at gøre en lang historie ultrakort. Vi er p.t. inde i en periode med MINUS overskud på energikontoen og kører på pumperne. Den lille bestemte blomme gennemgår nemlig sådan en fase, der indebærer, at hun er noget nær vanvittig u.m.u.l.i.g., når hun er sammen med mig. Bare synet af mig får en ellers engleblid og glad tumling til at bryde skrigende sammen, indtil hun sidder i min favn. Og heller ikke det er helt godt nok. Frøken M er med andre ord sindssygt svær at stille tilfreds. Jeg hopper og danser for hende og gør ALT, hvad der står i min magt for at gøre hende glad og tilfreds, men hun er blot gnaven. Somme tider (men sjældent) gør jeg også ingenting for at tilfredsstille hende, når vi er ved at være der, hvor jeg vitterlig ikke kan hoppe på tungen længere. Og nej, hun er ikke sur og gnaven, når hun er sammen med Kasper – ej heller, når hun er sammen med vores børnepasser.

Og ja, jeg er udmærket klar over, at hendes iltre temperament og lunefulde humør kan være en reaktion på hele pasningssituationen, som stadig er ny og overvældende for hende. Men f***, hvor er det hårdt at hente en utilfreds, lille pige fra pasning flere gange ugentligt, som ikke er rigtig glad, før vi går i gang med dagens eneste amning, der ligger før sengetid. Er jeg den eneste, der tænker fredag eftermiddag: ”Puh, nu går vi en hård weekend i møde”, og ikke: ”Jaaa, nu har vi fri og kan få fyldt op på overskudskontoen”?. Honestly, så er ugens første fem dage mere overskudsgivende end ugens sidst to, som det er lige nu. Sådan har jeg ikke lyst til, at det skal være, når jeg savner min lille, fantastiske blomme helt ud over alle grænser, når jeg ikke er sammen med hende. Selvfølgelig har vi også – hende og jeg – de gode moments, men lige nu, er der altså rigtig mange af de opslidende.

JA, det var et surt brokke-/piveopstød, men jeg skulle have luft. Og det fik jeg.

Sunday in the sun
På legepladsen med en ok glad, lille blomme og mig i ny kjole fra Monki, Part Two leather jacket, Cos tørklæde, Nike sneaks og Ray-Ban shades.
Line og Jo
Fantastisk halskæde fra Line&Jo, som er en Mors Dags gave fra Frøken M (og Kasper). Det smukkeste hjerte i oxideret sølv, som jeg allerede elsker.

Du kan følge Plummum på FacebookInstagram og Bloglovin’ Jeg er også på Snapchat nu... Find mig under plummumdk

Published by

14 thoughts on “Sunny Mother’s (Sun)day with a Twist

  1. Åhh hold nu k**t hvor er det befriende læsning – TAK for at du deler det, det som jeg desværre oplever som tabu engang imellem. Kan kun sige: Hæng i og dejligt med åbenhed, som ikke kun er positiv!

    1. Dejligt, du fik noget ud af at læse det, Camilla. Var lige ved ikke at udgive indlægget, men tænkte så, at det jo er MIN hverdag lige nu, så hvorfor egentlig ikke? Og det hjalp at skrive mine tanker ned og på den måde få lidt luft. Og det hjælper endnu mere at få kommentarer til indlægget. Ja, jeg har også opfattelsen af, at det kan være et lidt tabubelagt emne – desværre! Det har muligvis noget at gøre med, at man jo nødigt vil indrømme, at man ikke er supermor konstant, der klarer alle skærene fuld af overskud. Men det gør jeg ikke.

  2. Kæreste du – det er godt, M har købt en fin gave til dig, når hun er så gnaven i øjeblikket! Heldigvis er vi vel efterhånden erfarne nok til at vide, at dette også er en fase og at ‘this too shall pass’. Kram og karma til jer alle. Og måske lidt mindre hoppen på tungen? Det kan mødres tunger ikke holde til. Vi har held med at tage legemadressen frem og tumle sammen på den, hvis humøret er lidt ulvetime-agtigt. Måske er det et bud på kropskontakt, hvor du slipper for at slæbe rundt på hende?

    1. TAK for din søde kommentar! I know – fase, fase, fase siger jeg også til mig selv. Sagen er blot den, at den her fase har varet længe nu. RIGTIG længe, og jeg er efterhånden helt begyndt at frygte, at min blomme aldrig bliver glad i mit selskab (overdrivelse, ja, men det forstærker ligesom pointen:)) JEG VIL HAVE MIN PIGE TILBAGE MED GODT HUMØR NUUUUU!

      Ja, halskæden var faktisk en dejlig lille trøst 🙂

      1. Det er hårdt, det dér moderskab. Og vidunderligt. Og alt der imellem. Når der er ekstra meget brok, så finder jeg (en smule!) trøst i, at Bean reagerer ekstra stærkt på mig, fordi jeg er den, hun stoler allermest på i hele verden, og mig, der har været der hele tiden – og min kærlighed, hun aldrig tvivler på. Og hvis man ikke tvivler på at kærligheden er der, så har man også rum til at reagere med al den frustration, der kan være i en 1-årig krop. Sådan er det jo også for M – det ER jo dig, der er den allerbedste og allervigtigste person.

  3. TAK for ærlighed, som giver følelsen af, at det er okay at synes, at det er lortehårdt at have umuligt/sygt/svært/pjevset barn. Er fandme ved at dø af underskud, skam og taberfornemmelser, når jeg står der helt smadret mens en veninde stråler over at have verdens nemmeste barn eller at ‘sådan er det jo med de små’ med et smil fra øre til øre. Stop, please.
    Så TAK for at dele!

    1. Kender det, Louise. Man kan blive helt flad og ked, når veninden/kvinden fra mødregruppen/hende fra rytmikholdet eller you name it altid har verdens nemmeste barn – eller i hvert fald giver udtryk for at have det. Øhhh, nå men så er det jo nok bare MIG, der er noget galt med, ikke kan klare mosten, ikke er en sej speltmor…

  4. Du kunne lige nøjagtig ha beskrevet mit forhold til Oline en gang i mellem. Hun er heldigvis ikke sådan hele tiden mere, men hun har også dage, hvor det er brok fra morgen til aften når jeg er der. Når hun er sammen med hendes far er der ingen ting, og ej heller hos dagplejefar.

    Det er bare pisse hårdt, og jeg har været nødt til at aflevere hende i dagpleje selvom jeg har fri for simpelthen at få lidt fred for hende.

    Jeg vil dog sige at de dage bliver mindre og mindre, og der er også dage hvor hun er sit charmerende jeg sammen med mig, og de dage er bare guld værd.

    Men hold kæft hvor trækker de andre dage hvor seriøst tænder ud, og sidder faktisk og skriver på et indlæg om det, men kan ikke rigtig få det gjort færdigt, måske fordi det virkelig er et meget smertefuldt emne.

    Så forstår dig så meget.

  5. Jeg tror alle mødre har det sådan i perioder, det er bare svært at tale om, for vi vil alle gerne virke så perfekte og ikke mindst lykkelige over at have fået børn.. Jeg synes også jeg er inde i en periode med Nova hvor jeg nogle gange er ved at gå amok af irritation. Godt indlæg, kan godt lide når du er skriver lidt personligt en gang i mellem 🙂

  6. Jeg ved ikke, om det er trøstende eller demotiverende, men B har været på helt samme måde, siden hun startede i pasning (i januar måned) Det er endnu ikke gået over, men der sker også mange ting.

    Alle 2 årstænderne er på vej, sproget, der ikke vil, som hun vil, sygdomshelvede af en anden verden (på 4 mdr har hun sammenlagt været syg 2 mdr, hvor jeg altid bliver hjemme og passer) ..så jeg kan godt forstå, at hun er ekstra tryghedssøgende i øjeblikket, men hold nu op det er hårdt. Helt vildt. De sidste to uger, kan hun slet ikke sove om natten, hvis ikke hun er i mine arme… det er helt skørt. Så ja. “det er en fase, det er en fase, det er en fase.” Og du er ikke alene!

  7. Det er en FASE… Det siger jeg hvertfald til mig selv…. En fase der dog har varet omkring 16 måneder hjemme hos os. MM er bare mest til mor, altså når jeg er her… Når ikke jeg er her er der ingen problemer, præcis som du beskriver det med Kasper og børnepasseren… Jeg ved ikke om det hænger sammen med at det er mig hun f.eks. sover sammen med når hun er syg og mig hun alt andet lige var mest sammen med det første halve år af hendes liv… Ligesom at dig og M jo har et specielt bånd når du ammer hende?

  8. Det gør helt ondt i ens moderhjerte at læse det her. Både fordi det er pisse synd for jer, at det er sådan, men også fordi, situationen ligner den, jeg havde med min datter, da hun begyndte i pasning. Hun var så afvisende overfor mig, og kunne skrige helt vanvittigt at mig, hvis jeg ikke ige gjorde tingene på hendes måde. Og herhjemme var Thomas (farmand) den eneste der duede til noget. Det var gjorde så ondt, og jeg følte virkelig det fine bånd vi havde, bristede en smule (eller meget). Men det kommer stille og roligt tilbage, men hos os er det først de sidste par måneder. Det skyldes sikkert også, at vi har store F, som er ret god til at få opmærksomhed fra alle 🙂 Så jeg skal virkelig kæmpe for at være i kridthuset hos lille V.
    Det blev en lidt lang kommentar. Jeg ville i virkeligheden bare sige, at jeg føler med dig 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.