Lortemor: At blive mor er en usynlig udover-hele-kroppen tatovering

Det er blevet tid til mit tredje gæsteblogindlæg. Denne gang er Lortemor gået på talerstolen, og jeg har glædet mig meget til både at modtage og udgive hendes bidrag til min ‘Noget jeg ikke vidste om mine yndlingsbloggere’-portefølje.

Jeg fik øjnene op for Lortemor første gang, da hun arrangerede en slags amme-demonstration på Rådhuspladsen, der fik massiv mediedækning. Jeg syntes, at det var det bedste og største initiativ længe og klappede lystigt i mine små hænder. På det tidspunkt var jeg netop selv stoppet som barslende, og var godt og grundigt træt af folks latterlige udsagn om amning i det offentlige rum. Siden har jeg fulgt Lortemor på hendes blog, hvor du får anekdoter fra Trine og sønnen Alfreds hverdag serveret råt for usødet. Herlig læsning, som jeg kun kan anbefale varmt. Men nok fra mig. Lortemor – ordet er dit.

***

Noget af det, der kom mest bag på mig var hyleriet. Mit. Ikke hans. For på dag 4 der hylede jeg om aftenen, og det fortsatte på dag 5 og 6.

Det var så overvældende det hele.

Sådan helt basalt manglede jeg en livline. Den fandt jeg først flere måneder efter. Desværre. Ville ønske jeg vidste alle disse ting, at det hele var helt normalt, så havde jeg slappet mere af.

Og naturligt nok kan man ikke følge med.

Én ting er fødslen, og alt det fysiske der sker med kroppen, efter man har født.

Noget andet er den psykiske overvældelse man ikke kan rumme.

At man har fået ansvaret for et lille menneske. Resten af dit liv. Det er DIT ansvar. Og de første mange mange dage gik jeg og ventede på at nogen kom og hentede ham igen. Det kunne da ikke passe, at jeg bare havde fået sådan en der.

Som skulle være der hele tiden!!?

Som ugerne gik, blev det nemmere og nemmere. Men jeg har stadig ikke helt vænnet mig til at have ham altid.

Efter 11 måneder, er det stadig lidt surrealistisk for mig, at hele min verden skal opbygges omkring Alfred.

Jeg tror ikke, at nogen ved, hvad de går ind til. Ingen kan forberede sig på at få et barn. Og nok præcis det, er det allersmukkeste og fineste ved det hele.

De fylder fucking meget.

Der findes én opgave i livet, som man ikke kan give videre til andre. På arbejdet tager andre over, hvis man er syg.

Hvis man mangler penge, så går man i banken – alternativt røver man den.

Arbejdsopgaver kan man måske endda dele ud blandt sine kolleger.

Opgaven som mor kan ikke deles. Den kan ikke lægges over på andre, og selv hvis du rejser om på den anden side af jorden, sidder den så dybt i dig, at det næsten føles ubehageligt.

At blive mor er for livet.

Det er det mest skræmmende jeg nogensinde har prøvet. Det kan ikke måles med hverken Buffalo-sko eller Crocs sandaler. Det er en usynlig udover hele kroppen-tatovering, der ikke kan fjernes med laser.

Lortemor

Følg Plummum på FacebookInstagram og Bloglovin’


Tak, fordi du  læste med. Vil du se mere stof fra Plummum? Så følg også med på Instagram, Facebook og Bloglovin'

7 Comments

  • Maiken 5. december 2013 at 14:13

    Jeg griner stadig – og nikker. For det er virkelig spot on, og føles så sandt. Lortemor er nemlig virkelig dygtig til at sætte ord på følelser og tilstande. Hurra. Og tak for et virkelig fint indlæg til jer begge. 🙂

    Reply
    • Plummum 5. december 2013 at 21:29

      Det er hun. Så råt og alligevel så fint og afbalanceret.

      Reply
  • Trine 5. december 2013 at 15:05

    Hørt!!! Og tænk, at man frivilligt gør det adskillige gange…det er jo vanvittigt 🙂

    Reply
    • Plummum 5. december 2013 at 21:29

      🙂

      Reply
  • Juliane 5. december 2013 at 19:56

    Tak Lortemor for at beskrive det så råt for isødet. Kunn

    Reply
    • Juliane 5. december 2013 at 20:28

      Hov, den sendte før jeg blev færdig… og med stavefejl 🙂 Elsker at du ikke pakker ind i lyserødt med glimmer på toppen – bliv ved med det. Jeg kan love dig for at der er en anden førstegangs mor her på Nørrebro der også syntes at det til tider stadig er meget surrealistisk at være blevet nogens mor…

      Reply
      • Plummum 5. december 2013 at 21:28

        Sød kommentar, Juliane 🙂 Ja, det ER mega vildt at være blevet mor.

        Reply

Leave a Comment