Noget om… livet

I formiddags havde jeg besøg af en af mine tætteste veninder – bare til hygge, kagespisning, tedrikning og så lidt mere hygge. Det er alt sammen aktiviteter, som vi er ret så gode til – vi har også trænet meget gennem årene. Hun skal have en lille babypige til foråret, og emnet børn er derfor en ret naturlig del af vores samtaler altid. Midt i det hele denne gang og især retrospektivt følte jeg mig pludselig meget gammel og meget moden – på sådan en skræmmende og næsten ubehagelig måde (at vi pludselig snakkede om vores holdninger til opdragelse af teenage-børn(!) hjalp nok mine tanker godt på vej).

Jeg var den første af mine tætteste veninder, der blev gravid og fik et barn, så det var ret vildt, da jeg breakede nyheden om graviditeten dengang som 28-årig. På det tidspunkt var det mig, der var den, der afveg, og min graviditet var ikke nødvendigvis sidestillet med, at vi alle nu havde nået en alder, hvor vi var så gamle, at man fik børn (altså selvom vi rent biologisk havde nået den alder for længst). Anyway. Flere og flere i vores omgangskreds får børn den dag i dag to år senere, og det er først og fremmest awesome, og jeg kan slet ikke vente med at møde de små mennesker, der popper ud hist og her! Men det er også usandsynlig skræmmende; Vi har nået en milepæl nu – måske den største. Og hvad så nu?

Hvor vil jeg hen med det her indlæg? Er ikke selv helt sikker, og er udmærket klar over, at det hele er en gang værre tankemylder. Der er bare noget, der ulmer, som måske i virkeligheden handler mest om, at jeg selv – efter at være blevet mor især – synes, at det der med tid og alder er nogle meget underlige og uhåndgribelige størrelser. Min bevidsthed om, at tiden synes at flyve af sted med lynets hast er større end nogensinde før.

Bliver det ved med at føles som om, at tiden går stærkere og stærkere? Her må de af jer, der er ældre end mig godt sige nej, nej da – du får din naive børnetro på, at verden og livet er uendeligt tilbage! Men altså her står jeg så – her står vi. Midt i det hele – midt i det, som naturen gerne vil have, at vi skal. Nemlig at sikre artens overlevelse ved at yngle og dernæst passe godt på det yngel, der kommer ud af det. Og det er jo det, vi skal – og ikke så meget andet, vel – når alt kommer til alt, og når moderne tiders selvrealiserende drømme og idealer skrælles fra? Det er DET, der er gået op for mig, og det er DET, der får mig til at føle mig meget lille og meget som en brik i et spil, der allerede er i fuld gang med at blive spillet. Og det er absolut ikke en følelse, der kommer af passivitet fra min side. Jeg gør mit til at tage styring, hvor jeg vil, at skabe indhold og handling.

Måske sletter jeg det her indlæg om lidt. Det blev meget langt og højtragende og kom lidt tæt på. Giv dit besyv med i kommentarfeltet, så bliver jeg glad.

today^^^Lidt skud fra dagen i dag^^^

Følg Plummum på FacebookInstagram og Bloglovin’


Tak, fordi du  læste med. Vil du se mere stof fra Plummum? Så følg også med på Instagram, Facebook og Bloglovin'

18 Comments

  • Henriette 8. februar 2014 at 22:00

    Uh kender så absolut den følelse! Sidder også med en følelse af af livet går alt for stærkt, og at jeg er bange for jeg ikke får det nydt. Min dreng som var spæd for 2 sekunder siden er pludselig 3 år! Og jeg ved tiden kun vil flyve endnu hurtigere når lillebror kommer! Hvilket betyder jeg også selv bliver ældre, og lige pludselig er det forbi! Kan jo stadig huske som i går, da jeg var 18 år, naiv og uden forpligtelser. Puh kan blive helt rundtosset af den slags tanker…

    http://www.blueeyedflower.dk

    Reply
    • Plummum 9. februar 2014 at 12:55

      True. Hvor er bremsen, som man kan trække i en gang imellem?

      Reply
  • kjerstine larsen 8. februar 2014 at 22:01

    jeg kan sagtens relatere til dine tanker og følelser.
    Folk har (se: ældre end mig) at tiden/livet går stærkt og man skal nyde livet imens det er der.
    Det er aldrig gået op for mig hvad det virkelig betød før jeg selv fik børn. Nu kigger jeg på min selvstændige søn på 5 år, som jeg føler kom til verden for Max 1 år siden og forstår ikke hvad der er sket. Hvor blev tiden af? Og hvordan er jeg gået glip af de sidste 5 år ? Føler lidt jeg har misset min søns første år selvom jeg har været der hele vejen igennem.
    Tror desværre det er en følelse vi mødre nogen gange må slåges med… Samtidig med at vi må minde os selv om at tiden virkelig går stærkt. Og hvert minut, hvert sekund skal nydes…

    Reply
    • Plummum 9. februar 2014 at 12:56

      Enig. Jeg fatter også først nu (hvis jeg da overhovedet fatter det sådan helt rigtigt), at man fandeme bare har at sætte pris på hvert eneste sekund.

      Reply
  • Betina 8. februar 2014 at 22:07

    Jeg var valgt at se sådan på at livet har givet mig nogle kort på hånden, og dem kan jeg enten blive fornærmet over, smide væk eller spille dem så godt at jeg konstant får nogle nye og bedre kort på hånden.
    Jeg er mor til tvillinger på 2, og ser det som et aktivt valg at være med til at udfordre naturen og livet – så det ikke bare føles som om at man er låst fast i en boks.
    Og prøv at tænke på alt det der sikkert er sket mens du har været mor, også ville være sket selvom du ikke havde fået børn – det føles bare anderledes og hurtigere fordi man kontant er igang (med at være mor)
    Træk stikket ud en dag eller to, og så vil du finde ud af at livsrytmen er lige så langsom som den plejer at være – det er bare dit fokus pt som får det til at føles hurtigt. Den langsomme tid skal nok komme tilbage 🙂

    Reply
    • Plummum 8. februar 2014 at 22:14

      Det håber jeg. Kan godt li’ ‘langsom tid’ har jeg fundet ud af. Men du har ret – og jeg sørger for så godt som muligt, som dig, at udnytte tiden og nuet med de redskaber og muligheder, der nu engang er til rådighed. Men somme tider (oftere end tidligere) bliver jeg meget overvældet af tanker som dem, jeg her skrev ned.

      Reply
      • Betina 8. februar 2014 at 22:19

        Ja langsom tid er godt.
        Og ja selvfølgelig bliver man overvældet af alle de tanker, det betyder bare at du er en fantastisk mor.
        Og at få det ned på skrift er en god ting – så fylder de ikke på samme måde i ens bevidsthed mere.

        Reply
  • Østfronten 8. februar 2014 at 22:15

    Sødeste du. Jeg er for træt til kloge eller gennemtænkte ord her efter at have været på arbejde siden kl 14, men jeg sender et stort kram. Vi er helt sikkert vildt små og ubetydelige brikker de fleste af os, men hvid vi formår at gøre noget der giver os selv mening, så er det måske også ok.

    Reply
    • Plummum 9. februar 2014 at 12:58

      Jeg ved det, søde Stine. Det handler om at skabe mening for os selv og skabe gode rammer. Jeg er blot blevet ret overvældet af de dyriske instinkter, der pludselig raser inden i mig. Som jeg ikke selv kan styre eller kæmpe imod. Naturen VIL noget med os. ja, blah blah. Du forstår måske, hvor jeg vil hen?

      Reply
  • Kathrine 8. februar 2014 at 22:52

    Jeg er ikke fast læser, men faldt over dit indlæg på facebook og fik lyst til at kommentere:)
    Jeg kan sagtens følge dig. Langt hen af vejen giver livet først rigtigt mening, når vi får børn, og tiden begynder at gå virkelig hurtigt – uden vi bliver ét år ældre!! Det er skørt!
    Jeg tænker sådan lidt generelt, at livet er inddelt i mange faser. Hvis vi lærer at påskønne og være 100% til stede i de forskellige faser, uden at længes tilbage eller fremad mod noget fjernt, tror jeg, vi bliver meget gladere. Lige nu er vi småbørnsmødre, med alt hvad det indebærer. Det kan være en krævende periode, men mest af alt berigende. For der er ikke meget, der er bedre end at få lagt små arme om sin hals og bliver overdynget af små babykys:) Inden længe er de skolebørn, og så teenagere (!), og så starter nye faser…
    Livet er laaaaangt, men det er for kort til ikke at gøre, det der gør én glad:) Så mærk efter og skræl alt det overflødige fra.
    Kærlig hilsen herfra.

    Reply
    • Plummum 9. februar 2014 at 12:59

      Tak fordi du kommenterer. Elsker, når der kommer nye forbi også 🙂 Jeg er enig. Men det er svært at være 100 % i nuet. Men jeg øver mig hver dag.

      Reply
  • Mary 9. februar 2014 at 9:15

    Har ikke kommenteret her før. Men tak for et fint indlæg. Det kan ikke siges meget mere præcist. Kh fra en der også tumler med tanker om “yngelpleje” vs (forhenværende?) faglige ambitioner….

    Reply
    • Plummum 9. februar 2014 at 12:54

      Tusind tak fordi du tog dig tid til at kommentere, Mary. Jeg HAR faglige ambitioner og elsker mit job (virkelig! og bruger også en hel del tid på det!), men min datter er og vil altid være nummer et i alle henseender. Mine tanker handler meget om, at jeg synes, at vi (alle der får børn) pludselig er nået til det punkt i livet, hvor vi faktisk gør det, der er meningen med det hele. Det er nogen store og voldsomme kræfter, som de færreste sætter sig op imod. Her gik jeg naivt og troede, at JEG havde styringen, at JEG bestemte hvornår jeg ville være mor osv osv. Og ja, vi bestemmer da også selv langt hen ad vejen, men de instinkter, der sætter ind, når det der motherhood indtræder, DE er fandme svære at styre. Og derfor melder der sig en masse tanker, som enten ikke tidligere har været der, eller som i hvert fald er forstærket nu .Vi render alle sammen rundt og er så fandens fokuseret på alt muligt, som i virkeligheden slet ikke er en del af livets kerne.. Giver det mening!? Jeg tror jeg ævler en del nu.

      Reply
  • Mette 9. februar 2014 at 11:16

    Jeg tror det er en naturlig ting der kommer når man får børn. Jeg fødte min datter som 16 årig, nu er jeg 23 og jeg føler mig tudsegammel og nærmest på dødens rand for man kan jo tydeligt se på sit barn hvor lang tid der egentlig er gået. Og nu kan jeg hører at det sikkert kun bliver værre når mine venner og veninder får børn. Tak for advarslen 😉

    Reply
    • Plummum 9. februar 2014 at 12:44

      Absolut – jeg er også helt sikker på, at der sker et skred i ens tanker og forståelse af verden, når man bliver mor. Wow, 16 år. Hvordan var det? Er blot nysgerrig. Det er jo sjældent set i et samfund som vores. Tell me.

      Reply
  • kerstin 10. februar 2014 at 7:41

    Jeg synes ikke at du skal slette indlægget! Jeg står samme sted i livet som du, kan følge dig 100% og synes at dine tanker er meget relevante. Jeg har ingen svar på livets store spørgsmål, men tænker at det næste kapitel må handle om at finde sig selv i den nye rolle som forældre og stadig holde fast i den man er. Den man altid har været og som man altid vil være dybt inde. Og så at elske og passe på sine børn,selvfølgelig! Tak for din ærlighed!

    Reply
  • Pernille 13. februar 2014 at 20:11

    Noget jeg kom i tanker om, da jeg læste dit indlæg, var et program jeg så på et tidspunkt på DR. Noget med to kendte danskere der er på besøg hos hinanden og så skulle de finde ud af hvad meningen med livet er. Og den ene svarede “at få børn!”. Helt uden tøven. På det tidspunkt var jeg gravid og syntes at det var et meget sødt svar. Nu har jeg været mor i et halvt års tid og har det bare sådan: “JA, DET PASSER JO!”

    Reply
    • Plummum 13. februar 2014 at 20:15

      PRÆCIS! Kunne ikke være mere enig.

      Reply

Leave a Comment