Når æblet falder fra stammen, ing…

Nå men, jeg er faktisk ret stolt, ing?! Forleden dag, da jeg afleverede Blommen i vuggeren – vist nok i fredags – blev jeg overrasket. Positivt overrasket. Dels fordi, at den snart to-årige tumling lader til at være blevet meget tryg ved sine nye omgivelser sådan helt generelt. Det store udslag kom, da hun i stedet for at sove lur inde, nu bliver lagt ud i krybberummet i en slags barnevogn. Der sover hun nemlig to til tre timers middagslur, og ikke kun én time, som da hun i starten skulle sove sin lur inde på stuen med en masse andre børn. Heldigvis fik mor her andre boller på suppen. Det syntes et styk Blomme nemlig slet ikke om – altså at sove inde. Nu derimod har hun sit eget lille hellige rum i en barnevogn. En forfriskende og tiltrængt pause for børn og voksne.

Men det skulle det egentlig ikke handle om. Nej, altså i fredags, da vi kommer ind på stuen for at aflevere, følte jeg pludselig, at jeg var trådt ind i et helt – for mig – fremmed rum. Blommen hvinede og grinede højlydt, da hun så alle sine nye kammerater. Alle fik kys og kram, og hun råbte navnene på alle børnene uden undtagelse (selv aner jeg ikke, hvem de alle er endnu): ”HEEEJ, Stella”, ”Der VAR du, Rosa” ”Danieeeel, hvor er du?” etc. Seriøst. Det var som om, at der slet ikke var behov for mig lige der. Jeg blev helt overvældet og stolt og glad helt ind i knoglerne af at se mit lille barn interagere så nemt og åbnet med de andre børn.

Hvorfor, tænker du? Morpral? Næh, egentlig ikke. Slet ikke endda. Jeg tror, at min glædesfølelse især kommer af en stor lettelse. Da jeg selv var et lille barn og på Blommens alder, var jeg nok noget nær verdens mest generte barn, når jeg var ude blandt andre. No, shit. Det var jeg. Jeg husker oprigtig talt ikke, at jeg havde nogle venner eller veninder før fem-seks års alderen (måske overdriver jeg, men det er sådan, jeg husker det). Jeg husker mest nogle lange børnehavedage, hvor jeg helst ville være sammen med én bestemt pædagog hele tiden, Grethe, hed hun. Hun var ret gammel, tror jeg, men ret sød, og hun var god til at klippe klistre, og god til mig.

Jeg turde simpelthen ikke involvere mig for meget med andre børn. Var ikke sikker nok til at favne verden, som jeg ser, at min lille fis gør nu. Det var jeg bare ikke. Jeg var vel nærmest min egen diametrale modsætning i forhold til nu (og i øvrigt i forhold til, hvordan jeg har været i mange mange år). Derfor har jeg inderst inde, uden at turde sige det højt været usigeligt bange for, at jeg ubevidst skulle føre et eller andet af den der usikre lille pige (som var mig for 25-28 år siden) videre, så mit barns adfærd kom til at bære præg af det.

Og det var præcis det, jeg så den morgen. Det var ikke sket. Jeg så i stedet en selvsikker pige, der allerede har små venner og veninder, en pige der snakker og pjatter med de andre børn, en empatisk pige, der aer de andre på kinderne, hvis de er kede. Hey, det gør mig skide glad. Det er et godt udgangspunkt, right? Hvor vil jeg egentlig hen? Tjo, altså – det handler vel i bund og grund om, at jeg tænker enooooormt meget over vores duty som forældre. Ja, altså ikke kun min og barnefaders. Men alle forældres. Vi har en stor opgave – den vigtigste af dem alle. Og før jeg begynder med laaaange, højtragende filosofiske tanker om, hvad forældrerollen og børneopdragelse er og betyder for mig (kan mærke, at jeg er i humør til netop det), så tror jeg  faktisk, jeg stopper her.  Det handler jo i bund og grund om, at lade de unger blomstre på deres egne præmisser – at give dem tryghed, gøre dem selvsikre og stærke nok til at favne den der verden på deres måde. Bum. Slut. Shut up. Ikke mere herfra nu.

Følg Plummum på FacebookInstagram og Bloglovin’

Du kan følge Plummum på FacebookInstagram og Bloglovin’ Jeg er også på Snapchat nu... Find mig under plummumdk

Published by

11 thoughts on “Når æblet falder fra stammen, ing…

  1. Sikke en dejlig oplevelse! Kan godt forstå din lettelse over at opdage, hvilket åbent, tillidsfuldt og trygt barn, du hver dag sender ud i verden.

  2. Hvor lyder det dejligt. Jeg forstår udmærket, hvorfor du er stolt og glad. Det er da vidunderligt, at din lille pige trives så godt! 🙂

  3. Det gør en farmor varmt om hjertet at hører vores skønne barnebarn er blevet glad og tryk ved at komme i vuggeren. ❤️❤️❤️

  4. Stemmer i, sikke en dejlig oplevelse.. Og skønt at se.. Man blir så glad og stolt 🙂 <3 Så er man da lykkedes lidt som forælder, ing? 😉

  5. Stemmer i, sikke en dejlig oplevelse! 🙂 Man blir bar så glad og stolt… Så føler man, at man gør et eller andet rigtigt <3

  6. Du skriver så dejlig levende. Og dit indlæg var bare liiiige det jeg havde brug for at læse netop i dag, hvor jeg hentede en enormt pylret og ked lille pige (med hoste og det hele) fra vuggestue. Hun fylder 1 om et par uger, men det gav mig lige lidt håb om lysere tider at læse om din oplevelse… 🙂 tak.
    mvh
    Amanda

    1. Hvor er du dog sød. Det var præcis din kommentar, der fik mig til ikke at slette min indlæg her. Jeg er sikker på, at lysere tider kommer for jer, men jeg føler med dig. Det er SÅ usigelig hårdt, når det står på!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.