Når man tvinges i knæ

HEY, DET ER JULEFERIE – JUHUUUUUUU! Er I også startet på ferien allerede nu? Den er kærkommen for mit vedkommende i år – ja, det er den hvert år – men særligt i år er der ekstra hårdt brug for at trække stikket. De sidste dage har været lidt af en dum bitch, ærlig talt.

Onsdag og torsdag måtte jeg kaste håndklædet i ringen og sætte mig og arbejde fra hjemmekontoret, som jeg ynder at kalde vores spisebord i køkkenet og somme tider sofapuffen;) Jeg blev ramt af ret heftige plukkeveer, som nev en del, og dem tør jeg ikke udfordre, efter der var stor alarm allerede i 20. graviditetsuge under min første graviditet på grund af stressforårsagede plukkeveer. Så… I går, hvor jeg – temmelig dumt viste det sig – slæbte mig ind på kontoret for at få styr på de sidste ender før julen, kulminerede det hele, og det var en helt flad Signe, der ramte sofaen kl. 17.30 med kvalme og en monsterspændt kegleformet mave. Jeg var helt klar til at ringe til fødegangen for at bede om en akut scanning, men i dag er det hele en smule bedre. Men holy shit. Jeg synes pludselig, der er meget langt til det nordlige Jylland og ikke mindst til Hamborg, hvor vi skal tilbringe det meste af juleferien. Jeg skal dælen dulme holde den babypige inde så længe som overhovedet muligt. De kommende par dage bliver for mit vedkommende noget med en hulens masse afslapning og en middagslur sammen med Blommen hver dag – og jeg glæder mig. Det er seriøst en vaskeægte snack at kunne få lov at sove til middag med en lille blød varmedunk af en toårig.

P.t. surmuler jeg en smule over situationen, som Signe på fem år også ville gøre det. I aften får vi besøg af min side af familien til en lille præjuleaften. Vi bliver otte i alt til and og hele moletjavsen, og jeg havde glædet mig til at handle nye dimsedutter i Illums julestue til et fint julemiddagsbord, at købe en nye kjole til mig selv og blot til at ose rundt inde i byen med lune æbleskiver og varm kakao. Men Kasper beordrede mig til at blive hjemme og slappe af. Blommebarnet og barnefader er derfor taget på hyggelig juletur alene. Det er på godt jysk FANDEME DA TRÆLS, når jeg allerhelst ville være fit for fight og hygge i tresomheden, som jeg elsker allermest.

Til jer piger og kvinder med babyer i maven, der læser med derude (og i øvrigt også til jer uden). Pas lige på jer selv! Jeg er selv for dårlig til det – viser det sig gang på gang. Og vi er mange af vores typer, der har en tendens til først at reagere, når kroppen skriger ”SÅ SÆT DIG DOG FOR F***** NED OG SLAP AF” direkte ind i øret på os.

Julekram til jer

Følg Plummum på FacebookInstagram og Bloglovin’

Du kan følge Plummum på FacebookInstagram og Bloglovin’ Jeg er også på Snapchat nu... Find mig under plummumdk

Published by

10 thoughts on “Når man tvinges i knæ

  1. Øv, ja, det er det med at lytte, når man synes, der er så meget dejligt, man gerne vil. Det kan være svært at acceptere

    1. Det kan det nemlig. Men det er så vigtigt at mærke efter. Synes især at kroppen reagerer kraftigt på for meget stress og jag under en graviditet, hvilket selvfølgelig er meget smart indrettet af naturen.

      1. Hov det ser ud som om min kommentar er blevet hugget over 🙂 Havde skrevet, at jeg selv er hjemme i dag med en maveinfektion, der afholder mig fra at tage til julefrokost med gamle venner, og at mit sociale hygge-gen har svært ved at acceptere det 🙂 Tilmed har min kæreste skrevet han først har fri kl.20 i stedet for 17, som jeg troede, så jeg synes også min lørdag er helt anderledes end beregnet 😉 Sender dig de bedste tanker og luft-æbleskiver 😀

        1. Tusind tak<3 Åh, hvor surt. Både at du er endt med maveinfektion, og at kæresten først er hjemme sent. Hader i øvrigt sådanne sms'er;) Man bliver så skuffet. Virtuelle julelækkerier din vej også.

  2. Signe for pokker, jeg tænkte på det forleden, da du skrev du jobbede hjemme, hvorfor stopper du ikke mens legen er god..??
    Din stakkels pige i maven stresser, når du stresser, du ville aldrig tilgive dig selv, hvis hun kom nu..

    Godt Kasper satte foden ned, og “efterlod” dig..
    Pas nu på dig selv og bebse, og så ønskes I en rigtig dejlig jul alle 4.. 🙂

    1. Tak for kommentar. Jeg stresser nu slet slet ikke – og passer naturligvis(!) altid på baby i maven. Nogle bliver ramt hurtigere og kraftigere af plukkeveer end andre, og jeg er en af dem.

  3. hej Signe, jeg er nogenlunde så gravid som dig og har også mange plukkeveer denne gang – havde ikke en eneste (der kunne mærkes – har fået fortalt på hospitalet at alle har dem og at det bare er forskelligt hvor meget man mærker til dem) under min første graviditet. Føler også gerne de kommer hyppigere i de travle perioder, og med en 2-årig, job og hverdag får jeg heller ikke lyttet nok til mig selv! Vi er også bortrejst over julen men mantra må være at forsøge at få slappet mest muligt af inden det går løs igen i januar. Rigtig god jule-tid til jer. 🙂

    1. Nej, når livet bare kører, og man skal nå det hele job, passe og pleje sin toårige, lave mad og alt, der ellers hører til en normal tilværelse, så glemmer man engang imellem sig selv midt i det hele. Ja, afslapning skal der til i juleferien. Held og lykke til dig med det hele og tak for din søde kommentar 🙂

  4. Åh sødeste Signe. Jeg håber sådan at de sidste uger forløber helt planmæssigt. Og mon ikke det var meget klogt af din Kasper – selv om det er frygteligt ærgerligt.
    Rigtig glædelig jul til jer – og god tur til Jylland <3

    1. Hvor er du sød, Camilla. Jo, Kasper havde helt ret lige der. De sidste par dage hjemme med en masse hjælp og aflastning fra familien har hjulpet meget, så jeg er igen fortrøstningsfuld, hvad det hele angår.

      GLÆDELIG JUL til dig og dine også. Nu kører vi jo snart helt op forbi jer igen <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.