Gratis opskrift på verdens nemmeste DIY-hue

IMG_1962Og endnu et lille strikkeindlæg. Selvom byens grønne pletter efterhånden er overdækket med skønne vintergækker, Krokus og Erantis, så har jeg kastet mig over produktionen af vinterhuer. Og denne gang til mig.

Jeg faldt nemlig over en opskrift hos den umanerligt dygtige strikkejente Charlott Pettersen, som jeg nu følger tæt på alle sociale medier. Jeg måtte straks strikke hendes hue i lyserød.
Jeg har simpelthen en svaghed for den farve til både mig og mine piger og er glad for, den stadig præger modebilledet. Jeg strikkede tilmed en hue i råhvid efter et mønster, jeg selv fandt på (ja, modellen er helt klassisk, så mønsteret kan jeg ikke tage patent på), med rib i kanten og resten i glatstrik. Jeg har brugt det garn i uld og silke, som Charlott anbefaler. Det er så blødt og lækkert og meget varmt. Huerne strikkes på rundpind nr. 10, og det er SÅ morsomt at strikke på så tykke pinde, når man normalt sidder med pind 2,5 eller 3. Inden for cirka tre timer, har du en ny hue (sikkert endnu kortere tid, hvis du ikke er nystrikker som mig).

Find mønster og anbefaling til garn her.

Den råhvide hue har jeg strikket således:

Slå 40-42 masker op på rundpind 10 (jeg slog 42 masker op til min)
Strik rib (1r, 1vr) ca. 6 cm
Fortsæt nu i glatstrik til dit arbejde måler ca. 22 cm.
Luk af således: strik 2 masker ret sammen omgangen rundt, strik dernæst 2 omg ret. Klip garnet og før igennem alle masker og stram til. Hæft alle ender.

Sådan. Din hue er færdig. Meget nemt. Sæt evt. en pels- eller garnpompom på toppen, hvis du er til den slags.


Tak, fordi du  læste med. Vil du se mere stof fra Plummum? Så følg også med på Instagram, Facebook og Bloglovin'

1 Comment

Leave a Comment