Livet som mor til to er ikke en loppetjans, men…

Selvom de sidste mange dage har budt på en del flere timer i døgnet, end jeg normalt kan gøre brug af – ja, en vis lille dame har fået smag for at stå op kl. 5, og den tjans tager jeg mig af i hverdagene, så Kasper kan møde bare nogenlunde udhvilet ind på kontoret – så er det åbenbart ikke fordi bloggen er blevet prioriteret af den årsag.

Man bliver nemlig en smule klatøjet at se på, når sådan en slags natte- og tidlig morgen roderi står på over en længere periode. Og distræt bliver man også. Og glemsom. Og i det hele taget lidt omtåget. Man begynder at glemme små ting som fx at sætte mælken i køleskabet, når aftensmoothien er lavet (mælk lugter underligt, når det har stået på køkkenbordet i 10 timer natten over. Så ved I det). Man glemmer også ofte emnet, man netop er i færd med at diskutere over aftensmaden osv.

I kender det. Det er babymøllen om igen. Og egentlig generer det mig slet ikke. Det stopper jo igen en dag. Omtågetheden og den osteklokkelignende tilstand. Det er faktisk hyggeligt. Og som barslende er det også tilladt og vel sagtens socialt acceptabelt at være typen, der glemmer at svare på sms’er (undskyld til mine fantastiske veninder. I ved, jeg elsker jer højt!), har lidt indtørret gylp på skulderen, våde pletter fra mælkelakage på trøjen og dybe fuger under øjnene. Eller i hvert fald bilder jeg mig selv ind, at det er acceptabelt, og det et jo det vigtigste.

Barsel rocks!

Jeg er vild med at have tiden til den allerdejligste baby jeg kender og ditto 3-årige. Sidstnævnte lille menneske bliver p.t. kørt ind i børnehaven og det går over al forventning. Hun er træt med ekstra træt på, selvom hun bliver hentet senest kl. 13 hver dag, men hun klarer det i stiv arm – det nye og ukendte. Ikke at vi ikke mærker en reaktion. Det gør vi så absolut. Holy shit! En treårig, hvori selvstændighedsfasen for alvor raser, kan blive et slags monster – et barnemonster – når der sker så store forandringer i dennes liv på én og samme gang. Børnehavestart og skiftet fra enebarn til storesøster er vilde sager. And I don’t blame her! Men hvem f***** havde troet, at pasning, nusning, amning osv. af baby kan føles som venstrehåndsarbejde ved siden af? Not me. Anyway, vi tager os ekstra tid til ekstra mange og ekstra lange kærlige nusserier og krammere af Blommen disse dage. Og i virkeligheden har hun rigtig godt af igen at være den lille – i hvert fald nogle timer af dagen. Det er nemlig hårdt at være stor hele tiden. Stor i vuggestuen, stor der hjemme.

Og lillesøster. Hun er en helt andet baby, end storesøsteren var. Ligeså ovenud skøn og elskelig, men en helt anden. Hun hænger fx kun i brysterne, når appetitspringene er over os, og hun sover også. Lange lure. De fleste dage. Der er også dage, hvor hun er yderst urolig og sover ganske lidt. Men alt i alt får jeg lidt Signe-tid i løbet af de fleste hverdagsformiddage, før børnehavebarnet hentes hjem, som giver mig præcis det overskud, der skal til, så jeg de fleste dage føler mig ovenpå og slet ikke så ramt af hverdagen.

Så. Livet som mor til to er ikke en loppetjans. I tell you. Men det er det allermest vidunderlige, jeg nogensinde har prøvet!

Du kan følge Plummum på FacebookInstagram og Bloglovin’
 photo 2-1.2_zpsjqugspow.jpeg

Du kan følge Plummum på FacebookInstagram og Bloglovin’

Du kan følge Plummum på FacebookInstagram og Bloglovin’ Jeg er også på Snapchat nu... Find mig under plummumdk

Published by

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.