Min store mave

Jeg har købt ny badedragt i dag.

Vi skal nemlig tilbringe hele weekenden i Skallerup i Nordjylland med fri adgang til Faarup Sommerland. Og det betyder vist uvægerligt en tur i vandland også.

Turen er et blogevent for en række danske mommybloggere plus familier. Et event, jeg faktisk havde takket nej tak til i første omgang, da turen til og fra Nordjylland med baby virkede helt uoverskuelig. Men vi ombestemte os i elvte time og håber på en nogenlunde rolig køretur.

Men tilbage til badedragtkøbet. Blommen var i dag med mig et smut i Monki, hvor jeg tilfældigt falder over en pæn sag af en stribet swimsuit. På vej til kassen lyder vores dialog cirka således:

Blommen: Mor, hvorfor køber du den?

Mig: Jeg har lyst til en ny badedragt. Vi skal jo bade i vandland i weekenden. Kan du huske, jeg fortalte det?

Blommen: Men tror du, du kan passe den?

Mig: Ja? Tror du ikke?

Blommen: Nej, jeg tror, mors mave er for stor.

Mig: Tror du?

Blommen: Mmmmm… Din mave er stor.

Mig: !!! Ja, det er rigtigt, den er større end din, men… (Og her begynder jeg vist at grine højlydt, mens jeg tænker noget i retning af, at det da er godt, at min ældste datter som det mest naturlige i verden lige vil minde mig om – og resten af butikken i øvrigt – at jeg ikke skal bilde mig selv ind, at jeg er sluppet af med min efterfødselskrop endnu).

Åh, der kommer så mange små guldkorn ud af den piges mund for tiden, som jeg helst ikke vil glemme. Hun er så morsom, klog, betænksom, fræk og lidt ustyrlig. Jeg er simpelthen nødt til snarest at købe en fin bog, hvor jeg kan skrive de bedste og mest mindeværdige guldkorn ned. Gør I selv det?

Og for lige at runde vores dialog af. Da vi kommer hjem fra shoppeturen, prøver jeg badedragten, som passer fint. Ved siden af mig står en nærmest jublende Blomme – hun er oprigtig glad og lykkelig over, at jeg altså IKKE havde fået købt en alt for lille badedragt.

Gå ikke glip af nyt på Plummum.dk. Følg med på FacebookInstagram og Bloglovin’

 

Du kan følge Plummum på FacebookInstagram og Bloglovin’ Jeg er også på Snapchat nu... Find mig under plummumdk

Published by

3 thoughts on “Min store mave

  1. Sweet, sweet og ret så ærlige barn! 🙂

    Fik selv forleden serveret denne: “Du har store bryster, mor” ?!? “Meget store bryster!” Jamen tak så!

    Hvis I skal bo i Skallerup, skal I næsten også lige smutte en tur i Skallerups eget badeland. Rutsjebanen er rigtig god også til de små.

  2. Ved ikke om du kender denormale.dk? Deres Aya siger også de sødeste og sjoveste ting – prøv og søg efter Ayas vise ord, eller noget i den retning…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.