Er du også stolt af din indre løvemor?

Screen Shot 2015-06-09 at 10.28.18 AM… Det skal du være. Jeg er stolt af min, og jeg er efterhånden blevet rigtig god til at håndtere og nurse den, når den titter frem. Det gør den mange gange i døgnet, og det har den gjort siden en forårsdag sidst i april i 2012, hvor Blommen kom til verden. Og faktisk blev løvemoren vækket til live endnu tidligere, da jeg begyndte at danne følelsesmæssig tilknytning til den lille klump, der lå og bagte i min mave – og det skete allerede lige så stille på embryo-stadiet.

Nu er jeg mor til to, og det betyder afgjort, at løvemoren sjældent sover. Nogle gange blunder hun, men hun er altid – ALTID – alert og på vagt.

Løvemoren kan frembringe voldsomme følelser, der i starten af moderskabet – fra tid til anden kunne være svære at håndtere, og følelserne kommer muligvis bag på de fleste nynagte mødre. De er voldsomme, og kan virke helt irrationelle. Men… Det er de ikke. De er kun et udtryk for, at vi passer på vores børn med vores liv og sjæl. Det er urinstinktet, der træder i kraft, og det er altså voldsomme sager, og ikke noget man hverken kan eller skal mane i jorden – det er slet og ret artens overlevelse, der her beskyttes.

Og hvorfor så skrive så meget om det? Jeg faldt her til morgen over en gammel artikel fra 2014 i Vores Børn. Nybagt mor: Vær stolt af din indre løvemor, hedder den. Den beskriver et par eller flere situationer, som jeg selv har befundet mig i op til flere gange, og som jeg vil komme til at gøre igen og igen. Forskellen fra dengang for tre år siden og til nu, er bare, at jeg har lært at sige fra. Lært, at jeg som mor har ret til mine følelser, og at det er det mest naturlige i verden at ville bestemme over sit eget barn.

Ofte har vi siddet til større (familie)arrangementer, hvor store dele af selskabet har forventet, at baby da klart skulle vandre fra arm til arm, så alle kunne dikkedikke vidunderet. Men jeg har aldrig sendt baby rundt – hverken første gang eller denne gang – og kommer heller aldrig til det. Vores børn er vores – ikke en familie- eller vennekredsejendom – og det er afgjort ikke babys ønske at sidde i armene på mange forskellige mennesker med mere eller mindre kendte ansigter på én gang. Det er simpelthen for meget stimuli på én gang, og baby har ret til tryghed – hele tiden. Dét kan være svært at forstå for især forældre- og bedsteforældregenerationerne, hvor man tydeligvis gjorde det der projekt børn anderledes, end de fleste gør i dag. Kan I genkende det? Eller havde du fx bare ikke lyst til, at ALLE de besøgende på hospitalsgangen skulle holde din lille forsvarsløse mus, der netop var kommet til verden?

Det har ærligt kostet mig nogle ubehagelige samtaler gennem årene, fordi folk let føler sig valgt fra. Men mit råd. Tag de ubehagelige samtaler så ofte det er nødvendigt, sig fra uden yderligere dikkedarer og stol på dine egne følelser. Måske lærer omgivelserne aldrig at forstå dig, men en accept af din måde at gøre tingene på er egentlig også det vigtigste, så du slipper for evig og altid at høre på ’sådan gjorde vi dengang-historier’ eller ’er du ikke lidt overpylret nu?’.

Jeg er blevet kaldt både hysterisk, overbeskyttende og pylremor gennem tiden. Men jeg er ærlig talt fuldkommen ligeglad – folk gør jo ting forskelligt. Og hvis andre opfatter min indre løvemor som værende hysterisk, så lad dem da det.

Jeg er stolt af hende!

Bare et lille formiddagsbrøl 🙂

Kender I selv til situationer, hvor I egentlig føler, at folk har overskredet en grænse? Fx ved at tage baby ud af dine arme eller op ad liften uden at spørge om lov først? Læs evt. selv artiklen fra Vores Børn her, der guider dig til gode løvemor-brøl i de situationer, der kan være lidt svære – især for førstegangsmødre.

Gå ikke glip af nyt på Plummum.dk. Følg med på FacebookInstagram og Bloglovin’


Tak, fordi du  læste med. Vil du se mere stof fra Plummum? Så følg også med på Instagram, Facebook og Bloglovin'

3 Comments

  • Nathalie 9. juni 2015 at 11:41

    Om jeg kender det! Min kærestes familie (kvinderne) er ret offensive, de vil helst nappe min datter ud af armene på mig, hvis de fik lov det gør de så ikke, heldigvis er jeg selv en “bestemt dame” og det har de fundet ud af på den hårde måde. Nu tør ingen af dem tage hende ud af armene, men hentydede kommentere får jeg stadig en del af med på vejen, det kan jeg heldigvis overhøre 😉 og den der med “hun skal jo lære det” den går altså ikke her.

    Reply
  • Julie 9. juni 2015 at 12:56

    Åh ja – min løvemor lever i bedste velgående – hun er desværre bare ikke altid så god til at sige fra… I starten fik folk gerne lov at holde ham – men han fik aldrig lov til at gå “fra arm til arm” – men i rolige omgivelser når folk kom på besøg. Nu hvor han er et halvt år er han faktisk meget mere påvirket af det der med mange mennesker og jeg prøver virkelig at skærme ham.. men det lykkedes ikke altid.. Men så snart ungen giver lyd fra sig – så er mor der til at få ham tilbage i tryg favn.. hvor gan hører til.. (tilgengæld har jeg endnu ikke været væk fra ham i mere end 2 timer)

    Reply
  • Pernille 9. juni 2015 at 19:09

    Det du skrev med “alert”… Kommer lige fra musik med min lille dreng og der synger vi en sang der hedder “Alive, awake, alert and enthusiastic!” (Og det er så hele sangteksten som man gør fakter til). Næste gang vi synger den vil jeg tænke på den som en hyldest til løvemor, for ordene passer da meget godt til hende. 🙂

    Reply

Leave a Comment