IMG_3421

Mad til baby på 6 måneder

IMG_3421Babys mad er altid det helt store emne i en babyfamilie. Får baby nok mad? For lidt? Sutter baby ordenligt på brystet? Har jeg mælk nok? Spiser han/hun for ofte? For sjældent? Hvornår er baby klar til skemad? Eller skal vi undlade skemad og køre ren BLW? Sådanne tanker  melder sig i en lind strøm fra det sekund, baby ser dagens lys. Kan du nikke genkendende til det?

Jeg kender det selv og kan høre det samme gør sig gældende hos mine veninder og bekendte med små børn. Her anden gang medgiver jeg dog, at maden – både den flydende og den faste – har fyldt en del mindre end første gang. Der er en verden til forskel på at føde et barn på godt 2300 gram og et på godt 3100 gram.

Men mad er dog et essentielt emne, og derfor vil jeg i dette indlæg vise og fortælle, hvad vi serverer for lillesøster nu, mens hun er 6,5 måneder gammel. Det er så min mening at følge op med et indlæg næste måned og næste måned igen osv. for at følge processen fra fuld amning over overgangsmad til almindelig ‘familiemad’.

Jeg håber, I kan finde inspiration, og I er som altid mere end velkomne til at byde ind med spørgsmål eller gode idéer. Og husk så, at alle børn er forskellige. Det her er vores måde at gøre det på. Det virker perfekt for os, mens andre børn på samme alder allerede er i gang med rugbrødshapsere og nogle slet ikke bryder sig om andet end mælk.

Sundhedsstyrelsen anbefaler i de nye retningslinjer (læs selv og download her), at baby ammes eller får MME til han/hun er fyldt 6 måneder, hvis det giver mening for både mor og barn.

Nu er jeg jo en ammer med kæmpe A, og lillesøsters ammes stadig fuldt suppleret med overgangskost. Men allerede fra hendes fyldte 5. måned fik hun lov at smage på risgrød, majsgrød og boghvedegrød, men først fra 6 måneder plus har vi været stringente og konsekvente med det daglige måltid.

Vi giver skemad hver aften suppleret med fingersnacks, som hun selv kan sidde og fedte med, bide i og sutte på. Vi er med andre ord ikke oppe på mere end ét rigtigt måltid endnu, og her er det stadig sparsomt, hvad der kommer ind. Et lille tip: Ved at give måltidet om aftenen og ikke ved frokosttid, undgår du som oftest at give baby skemad andre steder end hjemme. Det giver ro og genkendelighed at ske-/fingermåltiderne indtages samme sted det første stykke tid, og det kan baby lide.

Sådan her ser måltiderne ud p.t.

Middagstallerken:
En typisk middagstallerken til lillesøster består af mos kogt på grøntsager (her sød kartofel med smør og lidt modermælk – her til aften prøvede vi også at blende kylling i, og det gik rigtig fint), et par agurkeskiver at bide i og sutte på og lidt babydessert (her af most banan). Agurkeskiverne giver os altid ti minutter ekstra, hvor lillesøster sidder i højstolen og hygger sig med dem, mens vi lige når at spise færdig.

Skeen fra Avent er i øvrigt genial til begynderskemaden. Den er bøjelig og tilpas lille til at baby kan få den ind i munden. Efter hvert måltid byder vi altid lillesøster en kop med vand uden tud.

IMG_3432

Den lynhurtige tallerken:

Når tiden er virkelig knap (!) eller skulle det ske, at vi er på farten midt i aftenmåltidet, tyr vi ofte til ‘den færdige løsning’, så vi ikke skal bruge lang tid på at koge og blende osv. Semper har alverdens alternativer til det hurtige måltid. Her har vi toppet en omgang grød med mangomos.

IMG_3426

Snacks:

Vi serverer snacks flere gange dagligt og ikke kun i forbindelse med aftenmåltidet. Melon og agurk er store hit netop nu – og evt. en lille smule mos af banan. Hullerne i agurkeskiverne og melonstykkerne er til lillesøsters tommelfinger, så de ikke så let tabes. Honningmelon er faktisk bedre end vandmelon netop nu, fordi den er mere fast i kødet og ikke så let at bide stykker af.

HUSK at observere din baby konstant, hvis han/hun sidder med mad selv. Jeg er selv ret hysterisk omkring, at der ikke bides for store stykker af, som kan komme i den gale hals.IMG_3419

Næste step er kogte kyllingekødboller og små modermælksgennemsøbede bondebrødshapsere med lidt smørbart pålæg, som jeg vil introducere lillesøster for inden for fjorten dages tid. Jeg er vild med idéen om, at hun selv kan sidde med sin mad, og det er hun i øvrigt også selv.

Hvad giver du din baby at spise og er I til ske- eller fingermad, eller blander I, som os, også de to typer?

Produkterne fra Semper på billede nr. 3 er sponsoreret af Semper.

Du kan følge Plummum på FacebookInstagram og Bloglovin’


Tak, fordi du  læste med. Vil du se mere stof fra Plummum? Så følg også med på Instagram, Facebook og Bloglovin'

Related Post

1 Comment

  • Små bananpandekager til baby – plummum 14. september 2017 at 10:10

    […] skylder en opfølgning på indlægget om mad til baby på seks måneder nu her godt en måned senere. Det var vældigt populært, viste mine tal. Det må jeg få lavet […]

    Reply

Leave a Comment