Om at tilpasse sig

 photo P1010510-2_zpsegecziyr.jpgJeg har været i billedarkiverne igen. Det sker ikke så sjældent, når man har en blog, der i høj grad er baseret på visuelt materiale. Jeg fandt denne gang en lille række billeder fra en eftermiddag, hvor vi havde været et smut ude hos bObles – en af de sidste eftermiddage, hvor vi stadig kunne kalde os amagerkanere.

Det stikker altid en lillebitte smule i mit hjerte, når jeg tænker på det gamle hood – endda selvom jeg nåede at blive godt træt af det. Jeg skal endnu vænne mig til, at vores nye sted er vores nu. Også selvom det på langt de fleste punkter er meget mere os, end det vi kom fra. Men det er tilpasningen og integrationen, vi (jeg) mangler. Kasper har fra dag et følt sig mere hjemme her. For mig kommer det ligeså stille sådan noget. Det går nemlig slet ikke så hurtigt, når de fleste af vores ‘frie’ timer foregår med en hammer eller en sav i hånden i huset.

Det hele skal lige ind under huden. Sådan rigtigt. Det hjælper en hel del, at vi er begyndt at køre til børnehaven hver dag. Nu har vi med andre ord et fast holdepunkt i lokalsamfundet. Før var vi egentlig bare flyttet fysisk fra den ene ende af byen til den anden, uden helt at være en del af noget her – andet end det vi selv gjorde det til af cafe-besøg, biblioteksture og deslige. Men vi kunne i virkeligheden have boet et hvilket som helst sted.

Det lyder pludselig så negativt det hele. Det er det slet ikke. Jeg ELSKER at være husejer. Jeg er bare en tænker – og nok ikke det hurtigste ’tilpasser’, hvad så store forandringer angår – især ikke efter de piger kom ind i vores liv. “Var det nu den helt rigtige beslutning?”, “Skulle vi være blevet på Amager og købt hus der?”, “Har vi gjort det bedste for pigerne?”etc. etc. Alt sammen spørgsmål jeg udmærket kender svaret på. Jeg bruger lang tid til at vænne mig til nye tilstande, og sådan har det været så længe, jeg husker. Egentlig helt i disharmoni med, at jeg elsker spontanitet og at føre skøre påfund ud i livet.

I må være en del med samme type tankemønster derude?

God mandag, kære læsere!

Kh, Signe

 photo P1010514_zps7zcltqn0.jpg photo P1010511_zpsaiglma8o.jpg

REKLAME (i form af samarbejde og annoncelink): Billederne her er altså fra vores gamle hood på vej fra metroen til lejligheden. Jeg er lidt tosset med Blommens outfit, og især støvlerne. Kavat er blevet et af vores foretrukne skomærker og tænk, at jeg slet ikke havde haft et par i hænderne før forrige modeuge. Er vild med, at deres sko er økologiske og produceret efter alle kunstens regler, når det gælder bæredygtighed. Det er god stil. Jeg er allerede hooked på flere af forårsmodellerne, og jeg ville bestemt ikke have noget imod, at lillesøster  fik disse blomstrede skønheder som pre-walkers. Hun går ikke selv endnu, men tror ikke det varer længe. Hun er en lille akrobat.

Find et stort udvalg af Kavat lige her.  


Tak, fordi du  læste med. Vil du se mere stof fra Plummum? Så følg også med på Instagram, Facebook og Bloglovin'

4 Comments

  • Maria Bøg-Skov 15. februar 2016 at 21:09

    Hej Signe.

    Først og fremmede tak for en altid super god og hyggelig blog. Her er altid god stemning herinde, tak for det.

    Dernæst vil jeg tilslutte mig dig i det med at være en tænker. I april måned flyttede vi med vores 3 årige fra Lyngby til Farum. Og det har taget tid for mig at føle mig hjemme i vores hus og for Farum. Men jeg er virkelig glad for huset og placeringen. Men ting tager jo tid, som man siger.

    Mvh Maria Bøg-Skov.

    Reply
    • plummum 15. februar 2016 at 21:32

      Tak for din søde kommentar. Den blev jeg glad for! Ja, ting tager tid 🙂 Og er man en såkaldt tænker, så er man det altså i langt højere grad, efter at man blev nogens mor. Man tager jo hele tiden beslutninger for sig selv OG for sine børn.

      Reply
  • Judith 16. februar 2016 at 9:27

    Jeg skal flytte om to uger og har det på samme måde! Glæder mig usandsynligt meget at komme til det nye sted, men samtidig har Frederiksberg bare en speciel betydning for mig, da det er her jeg fandt et sted at være da jeg kom til København.

    Det med renoveringen kender jeg også godt, har været præcis samme sted, hvor jeg som skrivebordsmenneske skulle kæmpe med hårdt fysisk arbejde, tunge maskiner, koldt vintervejr og følelsen af magtesløshed, når man ikke kan se fremskridt. Det eneste, der hjalp igennem var udsigten på at det ville blive fedt. Jeg krydser fingre for jer!

    Reply
  • Stine 18. februar 2016 at 12:47

    Jeg har det helt på samme måde… Min mand også, og derfor er vi på tredje år i huset stadig igang med de ændringer, vi ønsker os 🙂 det tager lidt tid at bo huset til og finde sig selv i det.
    Vi står for at skulle flytte vores datter fra en bhv til en anden, så jeg er lidt nysgerrig på, hvordan det går for blommen at starte et nyt sted?

    Reply

Leave a Comment