Og da jeg så stoppede med at nægte at køre bil…

 photo P1012190_zps2u78mnrf.jpgJeg har haft kørekort siden jeg var 19 år og brugte det ok flittigt de første par år. Siden da not so much og kun i ny og næ de sidste 10, hvis det lige var nødvendigt, og jeg havde en af slagsen til rådighed. Jeg holder allermest af at cykle rundt i København. Det er nemmest, og giver den største frihed for mig.

Her på det seneste er jeg dog begyndt at svinge rundt med vores kæmpe Mondeo, når pigerne og jeg skal på tur – engang imellem. Det havde jeg slet ikke set komme, nu hvor vi har valgt at købe hus i København og dermed i cykelafstand til centrum, som jeg er så uendelig glad for, at vi valgte efter mange måneders intens husjagt helt fra Hillerød og ind mod centrum. Men flere situationer har tvunget mig ud i den bil, som jeg ellers ikke var meget for de første par gange. Blandt andet, da jeg forleden var ved at komme meget for sent til en gåtur på den lyserøde allé med min veninde. Jeg havde planlagt at gå derhen med søskendevognen, men vupti vupti tiden løber som altid fra os, og pludselig ville jeg KUN kunne nå vores aftale med nød og næppe, hvis jeg smækkede pigerne på bagsædet i en fart.

Og sagen er den, at jeg faktisk altid har haft helt styr på de biler der back then, men det kræver ligesom lidt rutine, når man bevæger sig rundt indre i byen i tæt trafik med to små nuttede basser på bagsædet. Men jeg er ved at være helt nede med vores store bil nu, og i dag kørte jeg hele vejen til Holte (18 km fra vores hjem) med begge piger for at besøge selv samme veninde, som vi havde aftale med på kirkegården i sidste uge.

Og guess what. Jeg var skisme da helt nervøs for turen i går, men alt gik t o t a l t godt, hvis jeg må være så fri 😉 Desværre, for der er et desværre, blev mit venstre fordæk pivfladt, så snart jeg steg ud af bilen. Jeg hørte godt den der sivende lyd og kunne kort tid efter konstatere, at jeg i hvert fald ikke kunne køre så meget som en millimeter mere, før dækket var fikset. Godt. Dér var jeg så. Strandet ude i forstaden uden hverken klap- eller barnevogn til pigerne. Ha!

Kasper har haft rygende travlt hele ugen, og var heller ikke til megen hjælp i dag. Og oveni hatten har vi p.t. den vildeste drama-baby, der skriger vildt og voldsomt, hvis andre så meget som vover at kigge på hende. Well. Men det slår jo ikke en rutineret (!) mama af pinden (læs: ok en lille smule i dag faktisk). Min veninde kørte os hjem gennem myldretrafikken fem dejlige timer senere. Tre autostole og to voksne mennesker resulterer i en temmelig pakket bil, kan jeg sige jer. Og bilen? Altså vores. Den står stadig i Holte med et dæk så fladt som en pandekage.

En af de dage… I kender dem alt for godt, ikke?

Billedet øverst er i øvrigt helt ude af kontekst, men jeg har simpelthen ikke haft tiden til at have kameraet fremme i dag. Der er dog havnet en smule på Snappen (plummumdk), hvor du kan fx kan se det flade dæk. 


Tak, fordi du  læste med. Vil du se mere stof fra Plummum? Så følg også med på Instagram, Facebook og Bloglovin'

Related Post

3 Comments

  • Marina / cand.mor 30. april 2016 at 19:37

    Alt bliver bare så meget nemmere, når man er tryg ved at køre bil. Jeg har også haft sådan en periode som du (dog ikke lige så lang, sorry ;)), hvor jeg hellere cyklede eller tog offentlig transport end bilen. Det er heldigvis ovre nu, og vi kan slet ikke undvære vores to biler i det daglige.

    Reply
    • plummum 2. maj 2016 at 23:04

      Jeg er faktisk også glad for, at jeg ligesom kom over barrieren. Det ER lidt nemmere. Indrømmet 🙂

      Reply
  • De sidste 14 dage på PlumMum – plummum 2. maj 2016 at 22:59

    […] de sidste 14 dage har jeg også kørt mere bil, end jeg har gjort de sidste 10 år til sammen. Ej, det er ikke helt sandt, men jeg er blevet så glad for vores sorte kæmpebil, at jeg mangler […]

    Reply

Leave a Comment