P1012602

Morgenmaden til den travle familie: Overnight Oats

P1012605

Jeg er glad for lette madløsninger, der ikke går på kompromis med hverken smag eller kvalitet – faktisk tværtimod. Hverdagsmorgener kan som bekendt være nogle sataner i en børnefamilie, når alle skal gøres klar og ud af døren – helst indenfor en times tid oder so (eller måske to, hvis man står virkelig tidligt op, og det sker bare ikke her).

Jeg strækker mig langt for at skabe en afbalanceret morgen for familien. Jeg får simpelthen ondt i maven og en dårlig følelse i kroppen hele dagen, de dage, hvor morgenen gik lidt i ged på den ene eller anden måde. Men jeg kunne gøre endnu mere for at få det hele til at glide lettere; lægge tøj frem til pigerne og mig selv på forhånd, dække morgenbordet aftenen i forvejen, osv., men det sker ikke så tit. Til gengæld er jeg kæmpe fan af morgenmadsløsninger, der ikke kræver det store, men stadig smager super skønt og ikke mindst er smukt at se på.

Overnight oats eller køleskabsgrød er perfekt som morgenmad til de morgener, hvor man ved, at det hele bliver lidt presset, og så tager det sådan cirka fem minutter at forberede. Der er altså tale om (kold) grød, der tilbereder sig selv i køleskabet over natten, så det er lige til at tage ud og servere morgenen efter. Og det er endda godt som to-go morgenmad også, hvis du skulle få brug for det. Der er et hav af måder at lave grøden på, men denne opskrift er jeg selv rigtig glad for.

Det skal du bruge (nok til 2 fyldte Frederik Bagger glas, som jeg har brugt på billederne her):

  • 1 kop havregrød
  • 2,5 spsk chia
  • 1 kop soyamælk (gerne den med vanilje, mandelmælk er også godt)
  • 3 spsk yoghurt (jeg bruger gerne vanilje, men græsk youghurt er også et hit)
  • Evt. 1-2 spsk honning (kan sagtens udelades)

Alle ingredienser blandes godt sammen i en skål og fyldes derefter i to glas, som sættes overdækket i køleskab. Her står de til næste dag, hvor du nu har en lækker, fast og cremet kold grød. Top din grød med lige det du lyster; din yndlingsfrugt, en kompot, nødder, bær, sirup, honning, granola, spiselige blomster, etc. etc. Jeg har toppet med mango, kiwi og små blomster af Forglemmigej, som var lige det, jeg havde i køleskabet, da disse billeder skulle skydes.

Prøv det af. Det er nemt og lækkert – også som mellemmåltid kan jeg afsløre.

P1012607 P1012605


Tak, fordi du  læste med. Vil du se mere stof fra Plummum? Så følg også med på Instagram, Facebook og Bloglovin'

3 Comments

  • Cecilie 4. august 2016 at 10:53

    Lyder lækkert! Var vild med din choa-grød opskrift, så dette må også prøves ???

    Reply
  • Hverdagsgrød på 10 minutter – plummum 31. januar 2018 at 7:00

    […] en lille basisbeholdning, og så ellers hvad du lige har i skabene. Vi kører både overnight oat (se fx opskriften på denne chia-sag), som er lige til at stille på bordet til servering om morgenen, eller varm grød, der heller ikke […]

    Reply

Leave a Comment