Lufte/vaske-uld-situationen: Pas på dit uldtøj

P1011401Vi har efterhånden tonsvis af uld her på matriklen – især pigerne og mig. Det er knaldlækkert året rundt, men der er en enkelt hage ved, at vores garderober består af så store procentdele uld. VASKEPROCESSEN, der absolut ikke passer ind i en travl børnefamilie. Jeg vasker alt uld i hånden. Til trods for, at min vaskemaskine er næsten spritny med alle de programmer, man kunne ønske sig, så er den ikke god til uld. Den formåede at filte tre bluser i én og samme uldvask, netop som jeg havde fået den installeret, og siden dengang, har jeg ikke vasket en eneste uldtrøje i den. EDIT (april2018): Min vaskemaskine og jeg er siden blevet mere fortrolige med hinanden, og den dag i dag vasker jeg enkelte uldtrøjer i den på et passende uldoprogram. Altid ved 30 grader og lav centrifugering.

Luft før vask

Vi har konstant en stor bunke uld i vaskebunken, og det betyder også, at jeg lufter uld i et væk, så snart vejret egner sig til det. Uld er selvrensende, og derfor er det ofte mere end rigeligt, at hænge uld ud i det fugtige vejr, hvor fibrene igen retter sig ud, og de fleste lugte, der kan have sat sig, forsvinder.

Vaskeprocessen

Har tøjet fået reelle pletter (som det ofte er tilfældet med pigernes), der ikke kan reddes med en hurtig og fugtig klud, så skal det naturligvis en tur i vaskebaljen med vaskemiddel egnet specielt til uld. Brug aldrig almindeligt vaskemiddel. Det indeholder enzymer, som øderlægger uldfibrene. Vær også opmærksom på temperatursvingningerne – det kan uld ikke lide og begynder at filte af det. Du skal derfor skylle dit stykke tøj i samme vandtemperatur, som du vaskede det i – ikke i koldt vand.

Når tøjet er vasket, må du ikke vride det. Smid det enten i din maskine til en omgang centrifugering ved lave omdrejninger eller pres forsigtigt vandet ud, som jeg gør. Jeg lægger et stort håndklæde ud på gulvet, dernæst mit stykke uldtøj, som jeg nøjsomt lægger i den rette form, dernæst ruller jeg forsigtigt håndklædet med uldtøjet inden i, og så går jeg i gang ned at presse. Fx ved at gå oven på ‘pølsen’. Det er effektivt og lidt langsommeligt, men det er den metode, der fungerer bedst for mig.

Dit uld skal tørre fladt

Nu skal dit tøj tørre. Læg det på et tørt håndklæde på et tørrestativ og lad det tørre fladt gennem hele processen. Husk at rette det til, så det ligger i rette form og bliv ved med at rette på tøjet under tørreprocessen. Har du gulvvarme i hjemmet? Så læg i stedet dit uldtøj på et tørt håndklæde oven på gulvet. Det er effektivt, og tøjet kan tørre fuldkommen fladt ved denne metode, så alle folder undgås.

Lyder det besværligt? Det er det også lidt, men det er det hele værd, hvis du vil passe på dit uld og beholde det gennem mange mange år. Hvis du vil læse endnu mere om, hvordan du bedst passer på dit uldtøj, så tjek denne guide.

P1011409P1011413På billederne ser I min helt egen egobunke, som jeg knuselsker. Hvis I vil læse mere om mine egostrikkeprojekter, så tjek dette indlæg ud.


Tak, fordi du  læste med. Vil du se mere stof fra Plummum? Så følg også med på Instagram, Facebook og Bloglovin'

Related Post

2 Comments

  • Nynne 26. marts 2018 at 9:06

    Yay! Super fin beskrivelse. Jeg har længe haft svært ved at greje hvordan jeg lige gør bedst. Tak for inspirationen! ☺️👍🏻

    Reply
    • plummum 26. marts 2018 at 9:07

      Dejligt, du kan bruge den lille guide ☺️

      Reply

Leave a Comment