IMG_3424

17 projekter i 2017

For et par dage siden var jeg et smut i Instagram-arkivet for at opgøre en status over mine færdiggjorte strikkeprojekter i 2017. Jeg kategoriserer alle mine projekter under #plummumstrikker, som gør det let for mig at føre en simpel digital log over de enkelte strikkesager og ikke mindst at se udviklingen i projekterne. Der er sket en del fra min start udi strikningens kunst for 3 år siden og til nu.

17 projekter røg af pindende i 2017. En hel del til mig, en smule til pigerne.

Året startede med en dip-dye hue til ældsten, som var første projekt efter en lang strikkepause på cirka 8 måneder. Pausen indtraf, da husrenoveringen var allermest intensiv og vi knap kunne finde hoved og hale i hverdagen. Men jeg var lynhurtigt tilbage på strikkesporet igen og snart så den blå Ingen Dikkedarer sweater dagens lys. Mit første rigtige egoprojekt hvorefter jeg mildest talt gik amok i strikkede sager til egen garderobe.

Som en lille service får I her den komplette liste med links eller henvisninger til de enkelte opskrifter fra mit 2017 i strik. Vi starter i øverste venstre hjørne og slutter i nederste højre.

228f03ff-c43a-459d-8522-971594eec041

1. Dip-dye hue. Opskriften er fra bogen Drengestrik af Charlott Pettersen, men der findes et hav af gratis opskrifter på den slags huer rundt omkring i blogland. Google it.

2. Little Edith’s Romper. Den sødeste lille dragt, som jeg har strikket et par gange nu. Jeg må dog sande, at jeg ikke længere har børn i romper-aldersgruppen. Lidt snøft. Jeg elsker små dragter til runde babyer og tumlinger. Men en romper er ikke længere en praktisk beklædningsgenstand, når man er blefri. Dragtene er for besværlige at få af og på ved toiletbesøg (og knapper mellem benene går heller ikke til en 2-årig, der selv klarer toiletbesøgene i børnehaven). Måske skulle jeg få en baby mere og gå amok i rompers 😀

3. Ingen Dikkedarer Sweater. Den bedste basisbluseopskrift nord for Alperne (og sikkert også syd for).

4. Ebbas Fødselsdagsdragt. Åh, den dragt – den er simpelthen en ægte nuller. Lillesøster passer stadig sin, men altså, punkt 2-problematikken, right!

5. Connie Cardigan. Oh, den er god og basis. Jeg skambruger min i perioder. Selvom jeg absolut ikke bryder mig om at strikke i gråt garn, så indrømmer jeg, at det er umådeligt praktisk med en grå cardigan i garderoben. Så praktisk, at jeg er nødt til at tilføje en lysegrå cardigan også meget snart. Jeg har faktisk en Connie mere på mine pinde p.t. i vinrød. Det har jeg haft i snart 3/4 år. Den magler ærmer og opklip.

6. Nordic Spring Jacket. Jeg strikkede en florlet cardigan til ældsten i Faerytale fra DSA. Perfekt til cardigan nu og som let jakke til foråret.

7. Mors Flæsebluse. Behøver jeg, at sige mere? Strik den 🙂

8. Mors Popcornbluse. Den fineste basis-popcornbluse. Jeg er ret tosset med de popcorn der, og snart skal jeg teststrikke endnu popcornsag.

9. Den ultra-populære Kristianes Bølgegenser, som hypede helt vanvittigt på Instagram gennem flere måneder.

Vi hopper ned under næste collage.

82d2dc48-782f-4350-8738-4f767d008f8010. Albas Mamelukker. Små søde flæsemamelukker, der er perfekte til blenumserne.

11. Sol- og Sommerkjole. Uh, den tog en evighed at strikke med et hav af masker på en lille pind. Men den blev smuk, og heldigvis passer den også ældstebarnet til sommer.

12. Mors Yndlingscardigan. Jep, en yndlings.

13. Mors Flæsebluse igen. Se punkt 7.

14. Isak hue. Den fineste turban, der kan varme dit hoved i vinterkulden.

15. Snefnugbluse.

16. Gul hue. Jeg har taget udgangspunkt i opskriften her, men med en del ændringer.

17. Ballonjakken. Sidste projekt, der blev færdigt i 2017. Den her jakke/cardigan er lynhurtigt blevet en ægte garderobefavorit, som jeg har lyst til at svinge på hele tiden. Jeg elsker faconen og farven.

Det var det. 17 projekter i ’17. Bum.

I er som altid velkommen til at spørge ind til specifikke detaljer i kommentarfeltet, hvis I vil vide mere om de enkelte sager.

God tirsdag.


Tak, fordi du  læste med. Vil du se mere stof fra Plummum? Så følg også med på Instagram, Facebook og Bloglovin'

4 Comments

  • Marina / cand.mor 9. januar 2018 at 13:15

    Du er forbilledligt effektiv 🙂 Det er endnu ikke lykkedes mig at overbevise hverken min mor eller min mormor om at strikke til mig. Af en eller anden grund prioriterer de min datter og hendes grandkusiner 😉

    Reply
    • plummum 10. januar 2018 at 9:44

      Tak kære Marina:) Ej, det må de altså lige gøre. Du må blive ved med at bruge dine snedige overtalelsesevner lidt endnu 😉

      Reply
  • Søs 10. januar 2018 at 15:18

    Sikke mange smukke projekter der er hoppet af dine pinde i 2017. Waw 😍

    Reply
  • Eva Jørgensen 12. januar 2018 at 22:38

    Wauv jeg er imponeret!!!

    Reply

Leave a Comment