P1012056-2

Kom i gang med at strikke smukke strømper

22e1a77b-fc60-493a-a663-ea92634abb4fEn af ambitionerne for 2018 på kreafronten var sokkestrik, og det sprang jeg simpelthen ud i, så snart kalenderen viste 1. januar. Og hvorfor har jeg ikke opdaget denne verden før, spørger jeg mig selv om?

Sokkestrik er så meget mere end spraglede ‘mormorsokker’, der smyger sig lidt for løst og ålet om anklerne. En hurtig tur gennem Instagram og Ravelry har vist mig, at man kan kreere de fineste små strømper på små bitte pinde i lækkert, tyndt uldgarn. Jeg er fan! Jeg forudser, at strømpestrik bliver et vedholdende og meditativt sideprojekt mellem alle de store strikkeprojekter fra nu af. 

Jeg færdiggjorde først et par af Strikkezillas Strikkesokker. Opskriften er gratis og minutiøst beskrevet (på norsk). Der ligger endda to forskellige videoer som supplement til opskriften også, der viser hvordan man dels strikker hælen og dels lukker af i tåen. Strømperne strikkes på en pind 3,5, og de flyver på det nærmeste af pindene. Meget motiverende. De perfekte begynderstrømper for en spritny strømpestrikker. I kan se mit færdige par i øverste venstre hjørne og et procesbillede herunder.

P1012056-2

Jeg sprang straks videre til en lidt mere avanceret model – et par Mercury Socks, som der også findes en gratis opskrift på. Opskriften er på engelsk, men meget enkel at følge, og så er mønsteret smukt og tilmed nemt at memorere. Lad dig ikke skræmme af den lille pind 2,5. Det tager ingen tid at strikke på så lille en pind, når man ikke har flere masker på pindene. Mine Mercury strikkes op i Arwetta fra Filcolana, som er det perfekte strømpegarn. Blødt og slidstærkt, så strømperne holder til hverdagsbrug.

Bemærk: Langt de fleste strømpeopskrifter er skrevet til fire strømpepinde, men det er nemt at konvertere til magic loop-metoden, som jeg selv foretrækker.

Har du selv fået mod på strømpestrik, eller har du været i gang med den slags længe? Del gerne tanker og erfaringer med mig:)


Tak, fordi du  læste med. Vil du se mere stof fra Plummum? Så følg også med på Instagram, Facebook og Bloglovin'

4 Comments

  • Søs 10. januar 2018 at 15:26

    Jeg startede med strømpestrik sidste år. Jeg blev også overrasket over hvor let det egentlig var. Så håber at få strikket mange flere strømper i år 😊

    Reply
    • plummum 11. januar 2018 at 11:22

      Det er så lækker en ‘opdagelse’ at det slet ikke er besværligt. Ja, mange flere strømper i 2018 🙂

      Reply
  • Mette 20. januar 2018 at 20:18

    Hvilken længde rundpind bruger du? Er stadig lidt ny i Magic loop 🙂

    Reply
    • plummum 20. januar 2018 at 20:19

      80 cm 🙂

      Reply

Leave a Comment