Garderobefavoritter hos pigerne og designtanker fra en femårig

Et af mine nytårsforsæt på strikkefronten var at strikke mindre til mig selv og mere til mine piger. Det går ærlig talt ikke godt med at nå det mål. Siden januar er det blevet til en Ballon-jakke, strømper, et hav af huer, en Popcorn-bomber, et par små tasker og nu snart en Ballon-sweater. Til mig. Kun Min datters flæsebluse kan smides i anti-ego-strikpuljen her mere end tre måneder inde i 2018.

Men jeg arbejder på det, og det gør bestemt det hele lettere, at jeg i høj grad bliver presset af især min femårige, der gerne vil have, at jeg leverer. Nu. Den perfekte garderobe i følge den femårige

I går kom hun helt uopfordret med nedenstående ark til mig og sagde noget i retning af:

Mor, jeg vil gerne have, at du strikker alt det her til mig. Og det skal være i præcis de farver her.

Åh, det lille menneske. Jeg blev ustyrlig morstolt over, at hun sådan gider mit strik og tilmed kreerer et designark til mig. Selvom farverne er lige vel kraftige til min smag, så er jeg vild med detaljerne på de enkelte styles. Ribkanterne er store og chunky 🙂 og der er masser af rum for strukturstrik med stjerner, mønstrer og sløjfer. Jeg må arbejde på en løsning.

Indtil nu har jeg en chunky og farverig mohair-sag i tankerne, som jeg snarest er nødt til at føre ud i virkeligheden. Den er jeg helt sikker på bliver et hit hos storesøster.

De strikkede favoritter i pigernes skabe

Men. Jeg vil fremhæve et par af favoritterne til pigerne, som vi har brugt meget gennem tiden – de kan alle ses på øverste billede. Pigernes farmor leverer stadig et par uldsager  i ny og næ, og hun står for tre af de fire viste striksager her.

Vi starter for oven og kører ned efter:

  1. Vuggestue sweater fra Pixen. Så enkelt og simpel som den næsten kan blive. Den er perfekt til, ja, institutionslivet. Opskriften går kun op til str. 3 år, men den er let at gøre større.
  2. Smuk cardigan med snoninger på fronten fra Sandnes-hæftet Barn 1502. Det er vores anden af slagsen. Vores første var blå som i hæftet, og begge cardigans er blevet flittigt brugt. Jeg tænker, at vi må ønske os en i både lilla og okker-gul inden længe.
  3. Bamse sweater af PetitKnit. Den er voldsomt cute og begge piger har en. Det er totalt den berømte Ingen Dikkedarer bare i størrelse lille og med et bamseansigt på. Begge piger mener i øvrigt, at min egen Ingen Dikkedarer sweater skal have påmonteret et bamseansigt også 🙂
  4. Min Datters Flæsebuse. Det er min egen absolutte favorit i lillesøsters garderobe lige nu. Blusen er sød og yndig til en nederdel og cool til et par små jeans. Find mønster her.

Vil I vide mere om fx garn og farvekoder så spørg endelig i kommentarfeltet.

God weekend.


Tak, fordi du  læste med. Vil du se mere stof fra Plummum? Så følg også med på Instagram, Facebook og Bloglovin'

Related Post

2 Comments

  • Farvel til snot og hoste. Aftale? – plummum 21. marts 2018 at 20:34

    […] nødvendig at smide en lun cardigan over skuldrene. Cardiganen er en af vores garderobefavoritter, og det kan du læse mere om her. Sommersød […]

    Reply
  • Christel 24. marts 2018 at 22:43

    Hej
    Så fine trøjer du har kreeret☺️
    Hvilket garn og farver er det du har brugt til flæseblusen?
    Bh Christel

    Reply

Leave a Comment