Mandagsplaner for en slagen mor

At bloggen og til dels Instagram stod stille et par dage over weekenden skyldes mest af alt, at jeg lørdag aften og nat tilbragte en hel del festlige timer med 6 fantastiske veninder. Denne moder er ikke toptunet ud i jeg sover lige 6 timer mindre end vanligt denne nat-kunsten, og jeg bliver slået mere eller mindre ud to dage derpå, hver gang jeg tillader mig en festlig aften i den kaliber. Host.

Vi var i øvrigt inviteret ind på Madklubbens nye restaurant Food Club på Sortedams Dossering for at afprøve deres nye bæredygtige tag-selv-bord. Det koncept skriver jeg mere om en anden dag, og hvis I er hurtige, kan I nå at se lidt flere glimt fra vores aften på min Instagrams story.

Mandag i dag er anderledes, end mandage plejer at være. Jeg har to småt hostende starutter hjemme, og vi vil tilladde os at hygge en vis legemsdel ud af bukserne hele dagen. Kreahygge, måske en smule Netflix og hvem ved, lidt strik til mig. Min Ballon Sweater skal snart have en omgang kærlighed…

Vi starter dagen med (endnu engang) at se alle reolens krea- og strikkebøger igennem. Det er eminent underholdning for både pigerne og mig. Vi kan drømme om nye, fine kreationer, bestemme farver og planlægge garderober i et væk. Dét er noget, der passer mig ganske godt 🙂 De to sidst ankomne bøger i samlingen er Dukkestrik-hæftet fra PetiteKnit og Ingen Strikkedarer (reklamelink) af Thea Rytter. Begge bøger er skønne og inspirerende på hver deres måde, og de har begge fortjent et seperat omtale på bloggen, som rammer så snart, jeg har fået taget ordentlige billeder.

Lige nu venter jeg på to nye strikkebøger, jeg har bestilt. Den ene bog er fra USA og har snart været en måned undervejs, og jeg glæder mig til den lander ude i postkassen. Det er noget med smukke mønstre og strukturstrik og ikke egentlige opskriftbøger – de skal nørdes igennem med loop begge to.

Nu er jeg ude. Pigerne er i fuld gang med vandfarverne, og jeg vil være med. Senere skal vi have gang i en langtidshævet pizzadej til i aften. Jeg kender to, der glæder sig vildt til at pynte egne pizzaer.

God mandag.


Tak, fordi du  læste med. Vil du se mere stof fra Plummum? Så følg også med på Instagram, Facebook og Bloglovin'

No Comments

Leave a Comment