Gulvafhøvling, sommergarderobe in the making og en tur i det blå

Jo, påsken har rigtig nok været en begivenhedsrig en af slagsen som blev en del mindre afslappende, end vi kunne have tænkt os. Men. I skrivende stund nyder jeg, at hele huset lugter fabelagtigt af fyrretræsskov. Vores 100 år gamle planker i stuen ligner nu et nyt gulv, og det er nok til at give denne moder følelsen af ro og lettelse i hele kroppen. Hvor har jeg ventet længe på, at sige farvel til en brun stue.

I dagens blogindlæg bevæger vi os hen over et par af påskens højdepunkter, og I skal også se et glimt at stuen i før- og efterbilleder.

Åh, jeg ville gerne have rejst væk fra Danmark i en forlænget weekend med mand og børn til sne eller varme, men gulvafhøvling var førsteprioritet. Det var nu eller først om mange måneder, og ingen af os havde lyst til at vente mere (vi har allerede ventet i 2,5 år). Og wauw! Det tog Kasper to fulde dage fra morgen til aften med de store gulvmaskiner, og så stod der pludselig et gulv, der var fuldkommen som forvandlet fra brunt og slidt til lyst og lækkert.

Stuen er stadig tom, fordi vi mangler lidt malerarbejde, før alle møbler kan rykkes ind igen, men det er ikke svært at se forvandlingen på billederne herunder, vel?

Jeg har lyst til straks at købe en ny sofa og nye tæpper til gulvene. Vores nuværende sofa burde for længst have været sat til storskrald, og det nye gulv kalder ligesom på fornyelse.

Sommergarderobe in the making

Jeg har også brugt tid på at arbejde videre på en sommergarderobe i strik til både pigerne og mig. Ældsten har snart fornøjelsen af to af mine Kvisttoppe, som jeg gerne vil lave en opskrift på. Jeg er blevet bidt af børnestrik igen. Det går lynende hurtigt i forhold til mine egoprojekter, og især en top som denne, der ikke engang kræver ærmestrik. Win.

Min sidste version af Kvisttop, som jeg har lavet et par småjusteringer på, er strikket op i Coast fra Garnpusher, som giver toppen et meget sommerligt udtryk. Lillesøster skal naturligvis også have en – hun har bestilt en lyslilla, men jeg har en sommerkjole på pindene til hende, som skal være færdig først. En teststrik som jeg var nødt til at sige ja til. Sådan kan det gå 🙂

Hajhygge 

Vi smuttede endnu engang en tur ud på Amager til Den blå planet, og denne gang var farmand også med. Pigerne kender snart stedet som egen bukselomme og styrter hjemmevant rundt fra det ene akvarium til det andet for at lede efter bestemte fisk, de husker fra sidste besøg.

Denne gang fik vi fornøjelsen af at være med til at ordne hajernes frokost, men gik glip af selve fodringen. Vi havde en aftale hos mine forældre, og pludselig løb tiden fra os, og vi måtte haste af sted fra planeten for at nå ned til smørrebrødspåskefrokost.

Nu er hverdagen næsten startet igen. Pigerne og jeg har sidste feriedag, før det hele går løs.

Spørg som altid ind, hvis I vil vide mere om gulvafhøvlingen og selve processen, eller hvis I vil vide detaljer om Kvisttoppen, som jeg har fået overvældende skøn respons på på Instagram.

God tirsdag <3


Tak, fordi du  læste med. Vil du se mere stof fra Plummum? Så følg også med på Instagram, Facebook og Bloglovin'

Related Post

5 Comments

  • Therese 3. april 2018 at 12:43

    Det lokker, det gulvprojekt. Jeg gad godt at få ordnet vores stuegulve også. Det ville hjælpe så meget på udseendet.

    Jeres gulve er blevet så pæne. Nu kommer den malede væg virkelig til sin ret.

    Reply
    • plummum 5. april 2018 at 20:49

      Ej, men altså – det var SÅ rart at få det gjort. Men vores gulve var simpelthen også så forfærdeligt grimme inden.

      Reply
  • Årets første rigtige udedag – plummum 9. april 2018 at 10:06

    […] vinters tunghed af mine skuldre. Dertil kommer vores nye stue, som i virkeligheden slet ikke er ny, men gulvenes forvandling har givet så massiv effekt både på det visuelle og mentale plan. I perioder – især da vores […]

    Reply
  • Maja 15. april 2018 at 7:21

    Var det svært at gøre selv? Det er blevet så flot!

    Reply
  • Cecilie 7. maj 2018 at 20:08

    Hvad hedder farven på jeres væg? Den er SÅ fin!

    Reply

Leave a Comment