6 år

Det er noget særligt at fylde 6 år. Egentlig er alle fødselsdage særlige – i hvert fald i børneårene. Men der er noget ved den 6-års fødselsdag. Den indebærer også et farvel til børnehavelivet og et hej til skolelivet. Det er stort at lukke det livskapitel, der byder på vuggestue- og børnehaveliv for at tage fat på mange års skolegang. Om én uge har vi kun ét børnehavebarn. 

Jeg er gennemsyret af stolthed og spænding. Sandsynligvis endnu mere end den snart 6-årige selv. Det er en morting (endnu en morting)!

Og sådan en fødselsdag skal selvfølgelig ikke gå ubemærket hen. Vi fejrer over flere omgange, og i går havde vi over 20 dejlige unger til at boltre sig i huset. Det er første gang, vi har hele børnehavestuen med hjemme. Huset, der stadig er under renovering, har ikke været klar til den slags før nu, men efter gulvets afhøvling i stuen, kunne vi åbne dørene. Det har hele tiden været en milepæl at nå de gulve før ældstens fødselsdag, så også hun kunne få lov at blive fejret af alle vennerne hjemme i egne rammer.

Der er gang i de børnehavebørn fra start til slut, men sikke en omgang fantastiske børn. Jeg er glad for, at vi ikke skal sige helt farvel til dem nu. Lillesøster nupper tre år mere i børnehaven. Ellers havde jeg nok tudet en smule i det skjulte.

Storesøster havde besluttet hele arrangementet med rimelig hård hånd. Især menuen. Kasper og jeg havde alverdens gode – synes vi selv – forslag til en lækker frokost til så mange børn, men niks, vi skulle have madder, og sådan blev det. Vi smurte tonsvis af små forskellige madder til de sultne unger, og vi kom alt for sent i gang og kunne slet ikke følge med. Men vi klarede det 🙂

Der er normalt nul-sukker-politik i børnehaven, men den lempes, når fødselsdagen holdes i barnets hjem. Vi gik all in på en syndig chokoladebombe af en kage fyldt med lækkerier på toppen. Jeg har bagt kagen én gang før med stor succes hos både børn og voksne.

Se dette indlæg for en opskrift.

Nu har vi en weekend med lidt ro på, før det går løs i næste uge med endnu en fejring, en gallafest og en børnehaveafslutning. Børnefamilielivet for fuld udblæsning.

God weekend, kære læsere.


Tak, fordi du  læste med. Vil du se mere stof fra Plummum? Så følg også med på Instagram, Facebook og Bloglovin'

Related Post

No Comments

Leave a Comment