Ugens 3 udvalgte: galla, havemagi og solskinnstopp

Sidste uge var spækket med oplevelser – både på aktivitetsfronten og absolut også på den følelsesmæssige front. Hermed 3 udvalgte glimt fra ugen, der gik.

Det rørte mig dybt, at min store pige fyldte seks år. Lille, eftertænksomme og omsorgsfulde menneske. Hun er ikke længere børnehavepige, og jeg hentede en smuk og stolt pige fra galla-/afslutningsfest torsdag aften i den fineste hvide kjole fyldt med broderede blomster. Mit hjerte!

Haven er magisk i øjeblikket. De røde og gyldne tulipaner er som smukke nikkende solpletter i min have. De stammer fra husets tidligere ejere, men jeg bliver lige glad, hver gang de tittet frem, og i år er det tredje år, vi får lov at opleve haven i fuldt flor. Til efteråret skal jeg sætte mine egne tulipanløg for at bevæge mig hen mod en farveskala, der er lidt mere mig. Dyb pink, hvid og lilla. Men indtil da nyder jeg synet af den have, som andre har brugt mange år på at anlægge. Det er i sig selv smukt, at haven rummer så megen historie.

Nyt projekt på pindene. Måske ikke en sensation for dig, men nærmest for mig. Som jeg har nævnt før, har jeg bundet mig til lidt for mange projekter på strikkefronten på én og samme gang disse måneder. Det kræver nattetimer i brug hist og her. Jeg er på tredje projekt ud af fire nu. Denne gang er det den såkaldte Solskinnstopp fra Plystre, jeg har på pindene.

Jeg er vild med tanken om en strikket t-shirt, og jeg ser solskinstoppen for mig sammen med fine blomstrede nederdele. Kan jeg mon strikke den på fem dage? Jeg håber.

Se i øvrigt også min lækre projekttaske fra Plystre. Den kan indeholde alt, jeg har brug for, når jeg har strikketøjet med på farten, hvilket efterhånden mere er reglen end undtagelsen. Se den også her.

3 udvalgte ugeglimt fra mig. Hvad var dine?


Tak, fordi du  læste med. Vil du se mere stof fra Plummum? Så følg også med på Instagram, Facebook og Bloglovin'

Related Post

No Comments

Leave a Comment