Hvad kan Udkantsdanmark?

Jeg er vokset op i Udkantsdanmark – eller skal vi sige i Vandkantsdanmark? Det indeholder ikke al den negativitet, som der efterhånden er puttet i førstnævnte betegnelse. Og lad os slå fast med det samme.  Jeg er en bypige – måske endda født det helt forkerte sted, selvom min barndom på landet/i provinsen absolut har givet mig mine facetter, som jeg ikke ville være foruden.

I dag bor jeg sådan cirka otte kilometer fra Københavns rådhus i en gammel villa i en af Københavns alleryderste bydele, og jeg vil ikke længere væk end det. MEN. For der er et stort men. Landet og provinsen har nemlig rigtig meget at byde på, som ikke findes i samme grad herinde. Det ved jeg, fordi jeg brugte de første 19 år af mit liv på de kanter, og fordi jeg jævnligt kommer hos mine forældre, der stadig residerer dér.I dag vil jeg bruge lidt krudt på at tale om netop dét, du kan finde dér hvor der er umådeligt højt til himlen og temmelig langt til naboen.

Hvad skal danne rammerne om vores liv? 

Der sker en deling disse år. En deling i venne- og bekendtskabskredsen. Vi er stort set alle akademikere af uddannelse i midt- eller sluttrediverne. Mange har allerede børn, mange får det disse år, og lige så stille, tager vi stilling til hvor livet skal leves de næste par årtier. Hvad skal danne rammerne om livet med vores børn og skabe rammerne for et barndomshjem? Hvor hører vi til, føler os allerbedst tilpas og finder størst livsbalance? Det er store, eksistentielle spørgsmål, der ikke desto mindre ofte ryger over bordet, når vi ses med venner og veninder.

Der er dem, som os, der gerne vil lidt af det hele. Have byen i baghaven, men stadig have et hus med plads og en lille have (især min kære mand vil gerne have et hus som på landet, men helt tæt centrum). Der er dem, der bliver på stenbroen, fordi her er alt lige ved hånden; den fede by-vibe, alle butikkerne, de kulturelle tilbud, ligesindede overalt osv. Mange af dem har en kolonihave, hvor der er mulighed for mere luft og prompte adgang til bare tæer i græsset. Og så er der dem, der  vælger at flytte ud af byen for mere plads og et roligere tempo. Og dem ser vi flere og flere af og ikke mindst hører vi flere og flere tanker, der luftes, vendes og smages på i den retning.

Hvad kan ‘udkanten’ så? 

Hvad finder vi i provinsen og på landet, som ikke findes her i samme grad?

  • Ro – tempoet er et helt andet, når man svinger bilen ud og væk fra byen. Der er ikke konstante tilbud og muligheder at forholde til – noget man hele tid skal, kan eller bør.
  • Lave hus- og grundpriser (!) – guderne vil vide, at de fleste folk fra min fødeø ville få småkagen galt i halsen, hvis de vidste, hvad vi havde givet for vores gamle, urenoverede villa på et frimærke af en grund.
  • Plads – på landet er der dæleme albuerum i bogstaveligste forstand, og husene ligger ikke klodset op ad hinanden, som det er tilfældet hos os. Man kan endda have en lille fodboldbane i haven, en trampolin, et legehus og et klatrestativ. Hos os må vi vælge nøje ud, hvis altså ikke vi skal føle, at vores eget hus er en af rekvisitterne på en legeplads.
  • Nem adgang til natur og store udearealer, der ikke kræver, at lejligheden på fjerde skal forlades og at en park skal findes. Næh, her åbner man terrassedøren og løber en tur i haven mellem æbletræer og bærbuske og kæmpe urtehaver, hvor der er rig mulighed for afstresning og jord under neglene en masse. Måske bor man endda et sted, hvor man kan have sine egne dyr – geder, høns og heste. Selvforsyning? Ret idyllisk tanke, hva’?
  • Lokale råvarer i hobetal frisk fra fad – jovist er det super moderne med urbane urtehaver, som popper op over alt i Kbh. disse år, men det er anderledes og mere autentisk at plukke ærterne friske fra en kæmpe mark, at finde ramsløg i de uendelige skove, at hente øko-kødet direkte fra en lille gård i nabolaget osv.
  • Og så er der noget med den lokale nærhed i provinsen, som man ikke møder i samme omfang i storbyen. Man kan være til det eller ej, at alle kender alle, og er du til det, må det være den ultimative tryghed. At vide, at vi alle tager os lidt af hinanden, måske endda får en sludder med hinanden over køledisken i SuperBrugsen. Det kan noget, og nogle mener, at man i udkanten af Danmark er tættere på hinanden, selvom man fysisk bor længere fra hinanden. Det kan der være noget om, men personligt tror jeg på, at man kan skabe sin egen nærhed præcis dér, hvor man har valgt at slå sig ned.

^Mormor og storesøster på tur på Lolland for to år siden.  

Kender du en lokal ildsjæl? 

Der er fordele og ulemper ved by og land, og rivaliseringen mellem de to poler vil sandsynligvis være eviggyldig. Jeg elsker begge dele. Byen har jeg tilgængelig  konstant i min hverdag, og landet tager jeg til, når jeg får brug for at komme fuldkommen ned i gear, nyde den totale ro, de uendeligt lange marker og fuglenes kvidren uden skyggen af baggrundsstøj.

Herunder skal I se en video, der hylder ’udkanten’ og de lokale ildsjæle. En video, der er meget anti-byliv og anti-’sild-i-tønde-livet’ (som nogen af os altså slet ikke har et problem med 😉 ) Hvad er du selv til, og hvad skaber rammerne om dit og dine børns liv? Kender du selv en af de lokale ildsjæle, som nævnes i videoen, kan du være med til at stemme på Go’ Ons kampagne ‘Årets ildsjæl lige her.


Tak, fordi du  læste med. Vil du se mere stof fra Plummum? Så følg også med på Instagram, Facebook og Bloglovin'

5 Comments

  • Julie 7. maj 2018 at 22:30

    Ej nu har jeg fulgt med her i flere år, og jeg vidste slet ikke, at du var fra Lolland ligesom jeg selv.
    Vi vil rigtig gerne flytte syd på igen, både min mand og jeg kommer fra Lolland og Falster, men jobsituationen, eller hvad man skal kalde den holder os tilbage. Min mand arbejder i pensionsbranchen og den type formaer er der bare ikke dernede af. Jeg kender flere der pendler dernede fra og til København hver dag – det er bare ikke en reel mulighed for os, synes vi.

    Reply
    • plummum 7. maj 2018 at 22:36

      Jo, da 🙂 Har skrevet om det et par gange. Uh, ja det er en lang tur at tage frem
      og tilbage hver dag – især hvis det er jer begge, det gælder. Håber, det lykkes for jer <3

      Reply
  • Lisbeth Due 9. maj 2018 at 9:07

    Vi bor på landet, på er nedlagt landsted med 8 hektar jord til. Med Ledreborg skov lige op af grusvejen og og grønne marker så langt øjet rækker.
    Jeg elsker at bo her og vores familie er gearet til det slags liv.
    Priserne er helt sikkert anderledes end i byen, som det koster på mange andre parametre, at bo herude. 2 biler, en kæmpe brændstofudgift og en virkelig stor mængde penge til vedligehold og renovering af stuehus, stald, maskinhus og udendørsarealer. Det er en evig udgift, for når man er færdig et sted, så kan man starte et andet☺
    Om vinteren er her mørkt, brunt og gråt. Med masser af mudder og vand. Der skal man kunne holde mørket og alt mudderet ud – skoene er bare aldrig pæne på den årstid og man skal gøre sig umage, for at skabe lys og hygge.
    Forår, sommer og tidligt efterår er fantastisk – masser af udendørs, som og mærker og skov i det dejligste farver, som bare ligget i uendelig forlængelse af hinanden. En fryd for sjælen og øjet🌹☀️
    Jeg plejer at sige, at jeg elsker at køre ind i byen og opleve den, men jeg elsker virkelig også at køre hjem igen🤗

    Reply
    • Lisbeth Due 9. maj 2018 at 9:08

      *udendørsliv* og *marker* skulle der stå

      Reply
  • Betina 9. maj 2018 at 10:22

    Åhh ja – vi os vi mennesker. Jeg besøger kun byen, og kunne aldrig forestille mig er liv uden åbne vidder 😊 Min far var landmand, min mand er landmand, og vi bor her – midt imellem marker skov og strand med vores tre børn. Jeg har er godt job, har haft aupair ☺️ Går i stilletter og kjoler, men også jagtbukser og kasket. Der er plads til det hele her ude på landet. 400m2 hus, en ha have, 2 hunde, geder, får også også landbarugsproduktion med kyllinger og grise. Hestene har vi haft, men pigerne ville en ikke mere. Uanset hvad mener jeg du har ret. Vi skaber selv det nærvær vi ønsker. Smil og et godmorgen gør alle mennesker glade, uanset om vi kender dem eller ej 😊 Afstanden mellem land og by må bare ikke blive for stor. Af og til møder jeg andre kvinder der giver mig elevatorblikket og siger at jeg ikke ligner en Landmandskone. Det gør mig ked af det, for hvad regner de med – at jeg går i grønne gummistøvler og overalls 😂😂😂 Nej, mine negle er lange, makeuppen og håret er nogenlunde i “mor” orden osv osv. For mig giver der ro helt ind i sjælen når jeg kommer hjem og træder ud af stilletterne, tager jagttøjet på og griber mine unger og hunde med på gåtur gennem skoven og til stranden. Vi møder som regel ingen andre end naturens dyr. Vi elsker det ❤️

    Reply

Leave a Comment