Slowfashion og 3 bud på strikkede sommerbasis-styles

Forestil dig at man kunne skabe sin egen ekslusive basisgarderobe i materialer, der var så lækre og holdbare og i et snit, der var så tidløst, at de enkelte styles kunne bruges igen og igen, år efter år sammensat med nye garderobetilføjelser for et helt nyt look.

Den tanke kan jeg godt lide. Jeg er vild med, at tøjet ikke kun holder én sæson for dernæst at ende bagerst i skabet, i genbrugsbutikken eller på en eller anden salgsprofil – både ud fra et forbrugs- og miljømæssigt perspektiv. Jeg er generelt ikke god nok til at bruge mit tøj gennem flere sæsoner. Mest fordi jeg ikke er god til at prioritere en ordentlig basisgarderobe, som i mange tilfælde vil være nøglen til en mere holdbar beholdning af tøj sådan alt i alt, fordi man får muligheden for at mixe og matche igen og igen på uendelige måder.

 

Blod på tanden efter mere basis

Min seneste strikkede egosag er en #Solskinnstopp, som jeg – helt uvant for mig – strikkede op i en neutral beige. Og selvom strikkeprocessen var lidt mere kedelig, end når jeg strikker i en vild pink, så må jeg indrømme, at det er yderst tilfredsstillende, at den færdige top passer til langt det meste i garderobe; både de storblomstrede nederdele i alle farver og mine jeans.

Det har givet mig blod på tanden til mere god basis i min garderobe. Og en vigtig pointe – med god basis mener jeg basis i, som jeg startede med at slå fast, så gode materialer, at man ikke spilder sine penge på en t-shirt, som alligevel kun holder én sæson, før den er blevet træt og kedelig i udtrykket efter brug og vask. Om man skaber sine basis-items selv eller køber sig til herlighederne er smag og behag. Jeg foretrækker en god blanding, men for mit eget vedkommende har jeg størst kærlighed til de sager, jeg har brugt timer og atter timer på selv at strikke både minder og kærlighed ind i. Det aspekt gør også, at jeg ikke blot skiller mig af med mine selvskabte garderobe-items på samme måde, som jeg ville kunne gøre med de købte af slagsen.

Det er slow fashion, venner.

Jeg er absolut ikke færdig med vilde farver på mine pinde, men min horisont er udvidet lidt i en anden retning også.

Her får I tre bud på gode, enkle basis toppe/t-shirts uden hulmønstre eller andet lir, som jeg alle gerne vil have i min sommergarderobe i mange fine farver år efter år.

Solskinnstopp

Min egen Solskinnstopp, som Plystre Knitwear har designet. Opskriften plus garnpakke kan findes her. Jeg vil gerne nå at strikke en i råhvid med det samme før vores tur til Italien, men jeg er som sædvanlig lidt overbebyrdet på den konto, og må nok se i øjnene, at det ikke kommer til at ske lige nu.

Nordisk sommer-topp

En rå og enkel sommertop fra fine Ida Witre. Jeg er vild med det helt enkle udtryk. Og måske er jeg endnu vildere med, at toppen strikkes på pind 8 og sikkert ikke tager meget længere end to aftener at strikke. Er den ikke cool? Find opskriften her.

Perfekt t-skjorte

Ja, den er da ret perfekt. En strikket t-shirt fra norske Pickles med et fint, klassisk og feminint snit. Den ville klæde langt de fleste sager i min garderobe. Find opskrift og garnpakke her og sving lige ind forbi linket og se, hvor lækker den t-shirt egentlig er. 

 

Billedet er lånt fra Picles

Vil du hoppe med på vognen og skabe en god, lækker og langtidsholdbar basisgarderobe? Og hvad er dine egne tanker, om hvor længe tøjet skal bevare en plads i din garderobe? 


Tak, fordi du  læste med. Vil du se mere stof fra Plummum? Så følg også med på Instagram, Facebook og Bloglovin'

Related Post

2 Comments

  • Cecilie 12. maj 2018 at 12:50

    Hej,
    Undskyld jeg skriver på dette indlæg, men må jeg høre, hvad farven på jeres grønne væg i stuen hedder (den man kan se på indlægget om gulvafhøvling)? Tak!

    Reply
    • plummum 13. maj 2018 at 21:38

      Den er grå og slet ikke grøn 🙂

      Reply

Leave a Comment