Wrap me up

Endelig kom den, opskriften på min Wrap me up cardigan, og du kan læse mere om den i blogindlægget her, hvor jeg også tager et par spørgsmål op, som jeg ofte stilles.

Tiden flyver tarveligt hurtigt, og selvom jeg havde lovet mig selv at blogge oftere, så er det ikke sket det sidste stykke tid… Og det var ikke af pligt, jeg havde lovet mig selv netop det – det var af lyst. Lysten til at dele emner herinde og lysten til at lade dem folde sig mere ud, end hvad der er muligt på min Instagram, som omvendt er meget aktiv disse dage.

Min familie og veninder, mit arbejde, mine strikkeopskrifter og mit bogprojekt kommer i første række, og så er det muligvis ikke helt så underligt, at bloggen må forblive forsømt lige nu. Desuden er jeg begyndt på et 30 lektioners kursus i Strikdesign, og det skal naturligvis også prioriteres.

Tak

Siden sidst jeg kiggede ind på domænet, har jeg udgivet opskriften på min Wrap me up cardigan, og dét og den vil jeg gerne fortælle mere om. Min Wrap-opskrift fik en fuldkommen flyvende start i forhold til forventet af både mig og min bedre halvdel, som hepper sødt med fra sidelinjen, når jeg sælger opskrifter. Jeg er ovenud taknemmelig og ydmyg for, at I vil købe mine opskrifter.

Hvad er den Wrap cardigan så for en størrelse? Det er en hurtigstrikket og fnuglet sag, der nemt kan tilpasses dine behov på et utal af måder. Den strikkes oppe fra og ned, og derfor er den nem at passe til undervejs, og samtidig slipper du for montering. Pænt win.

Jeg kørte traditionen tro en spørgerunde på min Instagrams story, da jeg udgav opskriften, og fire af de mest stillede spørgsmål vil jeg også besvare her.

Q&A 

Først og fremmest lidt fakta: Wrap me up cardigan strikkes med fire tråde silkmohair, og jeg anbefaler enten Tilia fra Filcolana eller Önling No. 10 fra Önling. Du skal ramme en strikkefasthed på 13 m på 10 cm., og derfor går det lynhurtigt, før du sidder med et færdigt resultat i hænderne.

Hvilket strikkeniveau skal du være på for at kunne strikke opskriften?

Let øvet, vil jeg mene. Opskriften er ikke svær, og så snart du er ovre den spæde start, burde det gå legende let. Jeg gør en dyd ud af at skrive opskriften i et sprog, så de fleste kan være med, og jeg har tilmed lavet en kort video til midlertidige hækleopslag, som bruges i starten af opskriften, og som nogle af jer måske ikke er bekendt med.

Kommer opskriften på norsk?

Det spørgsmål fik jeg mod forventning et utal af gange, og faktisk var det ikke planen, at opskriften skulle komme på norsk. Men nu genovervejer jeg, siden der tilsyneladende er en efterspørgsel. Disse dage er opskriften dog ved at blive oversat til engelsk, og det er første skridt på vejen. 

Kan Wrap me up cardigan strikkes med lange ærmer?

Ja da, det kan den. Jeg har ikke tænkt mig at komme med en reel guide til lange ærmer lige her, men jeg skal med sikkerhed selv have en Wrap me med lange ærmer på den anden side af sommerferien, når de kolde måneder kigger frem igen. Jeg skal dog nok komme med en god lille guide til lange ærmer inden da 🙂

Men helt enkelt; du kan i virkeligheden blot strikke ærmerne helt ned til dit håndled uden at tage ind før til allersidst. Det vil give dig et par let posede ærmer, og det vil klæde designet godt.

Har du et garnforslag til os, der ikke er til mohair?

Jeg kommer snart med et garnalternativ. Jeg vil nemlig også gerne selv have en af slagsen uden mohair. Flere har spurgt til bomuld, og det kan du naturligvis godt strikke din Wrap i. Vær blot opmærksom på, at strikker du i ren bomuld, vil du ende med en pænt tung sag.

Spørg endelig løs, hvis jeg skal uddybe. Jeg glæder mig til at se de fine versioner, der dukker op.

Vi blogges ved. Forhåbentlig snart igen.

Kh, Signe

Du kan finde opskriften til Wrap me up cardigan lige her. 


Tak, fordi du  læste med. Vil du se mere stof fra Plummum? Så følg også med på Instagram, Facebook og Bloglovin'

1 Comment

  • MaleneL 10. april 2019 at 19:09

    Det er et meget smukt og feminint design. Hvor er du dygtig, og tillykke med resultatet! Jeg glæder mig til at strikke den – om nogle andre projekters tid… eller måske springer den foran i køen.
    Det er spændende, at du skal på kursus, så håber jeg, at vi får lov at se flere flotte ting fra dine pinde!

    Reply

Skriv et svar til MaleneL Cancel Reply