Jule-bage-krea-dag

I går holdt jeg julehyggedag sammen med to søde piger og deres døtre. Aldersmæssigt er vores piger født inden for det samme døgn på samme fødegang. Det gør det kun ekstra sjovt at være sammen, fordi vi alle er i samme båd og dealer med mange af de samme baby-issues og også glædes over de samme små øjeblikke i hverdagen – øjeblikke som for ikke-forældre ville være fuldkommen irrelevante.

Vi havde på forhånd store ambitioner om, hvad vi kunne nå, og vi fik også slået et lidt for stort brød op. At bage pebernødder, chocolate chip cookies OG kreere lerfigurer på en gang ER bare ikke nemt at nå med tre piger på 7 måneder, der er temmelig mobile og all over! Det lyder måske ikke af meget, men det var det. Vi nåede dog det meste og på billederne kan ses, hvad vi fik ud af vores juledag.

Alle kagerne (som jeg ikke selv stod for) faldt i virkelig god jord her hjemme. Dog mente Kasper, at pebernøddernes størrelse (de var ret gigantiske) afslørede, at vores julebagning var gået lige hurtigt nok.

Er du blevet fristet og selv vil bage pebernødderne, kan du finde den opskrift vi brugte lige her hos Valdemarsro. Hun er under alle omstændigheder et besøg værd. En af Danmarks bedste madbloggere, hvis du spørger mig.

Mens de andre bagte, stod jeg for lerfigurerne, som jeg lavede i hvid, selvhærdende ler og rød fimo med kageudstikkere og kikseprægere. En ide jeg har fået fra mange krea-bloggere og også set adskillige steder på Instagram. Jeg har pyntet vores oliventræ og et bundt grangrene med figurerne. Grangrenene skal i øvrigt agere juletræ for os i år. Næste år skal vi have et rigtigt juletræ, men i år hvor den lille M ingenting forstår af julen sprang vi over hvor gærdet var lavest.

No Comments

Leave a Comment