Fredag, jeg er vild med dig!

20130222-124757.jpg

Billedtekst: Herover lidt billeder fra Instagram (@signekamper) fra ugens løb. Vi har været en del på tur med klapvognen i koldt og gråt vejr. Jeg har prøvet min nye top-coat med shine fra O.P.I (den er god!), og Frøken M har fået en hel del snacks (jeg tager af en eller anden grund utrolig mange billede af en spisende lille M med min iPhone).    

Jeg elsker fredage, fordi der så er udsigt til to hele dage, hvor vi alle tre – Kasper, Frøken M og mig – kan hygge og have ægte familiekvalitetstid. Det er simpelthen så skønt (læs: tiltrængt), at vi er to til at underholde, lege og nusse med den lille blomme – og ikke mindst til at ordne alt det praktiske, der nu engang følger med ‘projekt forældre’. Jeg synes faktisk, det er skræmmende sådan som hverdagene går op i pligter i hjemmet og pasning af baby (og samtidig skal man også liiiige nå at vise flaget overfor omgangskredsen).

Kasper kommer altid hjem midt i ulvetimen, hvor der er ret kaotiske tilstande i hjemmet. Jeg har en fornemmelse af, at den halvanden time, som Kasper har sammen med blommen hver aften inden puttetid, er det tidspunkt på dagen, hvor der skal ske allermest på kortest tid. Vi skal lave mad (eller i hvert fald lave maden færdig, da jeg altid forsøger at starte på projektet inden), nå at spise selv, give blommen mad, skifte hende, få hende i nattøjet, putte hende etc. I øjeblikket er det selvfølgelig ekstra tilspidset her hjemme fordi Frøken M er syg og derfor mega pylret og ikke vil lege eller sidde for sig selv. Men helt oprigtigt så synes jeg netop, at jeg har skrevet dette indlæg, og nu er det så fredag igen! Hvordan skete det lige? Jeg kan ikke engang skelne den ene dag fra den anden i denne uge.

Jeg aner ikke, hvordan vi får det hele til at gå op i en højere enhed, når jeg om ganske kort tid skal tilbage på jobbet. Men det går nok det hele, ikke? Andre familier gør det jo?! Please, øs ud af dine gode råd om hvordan man bliver en sej overskudsmor, der både bager lækre speltboller, går på cafe med veninderne, ordner hjemmet, så det er pænt og rent, er en god mor fuld af overskud og gode ideer til leg SAMTIDIG med, at man ikke mindst er den der søde kæreste, der aldrig snerrer og altid ser pæn ud (trods 10 måneders søvnunderskud, der skal indhentes en dag … om mange år). Kan man være det?

3 Comments

  • camilla 22. februar 2013 at 18:09

    Uhhh Signe det er virkelig et godt spørgsmål. Jeg har siden jeg kom tilbage på arbejdet efter min barsel haft en ugentlig ferie dag, og når det er overstået går jeg ned på 32 timer. Det er heldigvis muligt inden for min branche. Og heldigvis for det. For ligesom dig er jeg virkelig uforstående overfor hvordan folk med 37 timer og nogle gange mere får tingene til at hænge sammen.

    Både mig og min kæreste har skiftende arbejdstider, og det har virkelig vist sig at være en velsignelse. Vi ser ikke hinanden helt så meget, men det har gjort at vi sjældent har de dage, hvor Oline skal afleveres tidligt og først hentes når vi har fri for arbejde. Dvs hendes dage i dagpleje er sjældent over 7 timer.

    Ellers har jeg ikke nogle vise ord kære signe

    Reply
  • Marina / cand.mor 22. februar 2013 at 19:35

    Er i gang med at læse en bog (der for øvrigt er super god), hvor der står, at man sagtens kan få det hele… bare ikke på én gang. Det tror jeg er meget rigtig. Nogle gange er det kyssen i sofaen, der skal prioriteres, andre gange er det nullermændene under den 🙂
    Håber I får en dejlig weekend og forhåbentlig en rask lille pige…

    Reply
  • Østfronten 25. februar 2013 at 10:09

    Man må nok erkende, at man ikke kan være det hele på een gang. I al fald ikke hvis man også er typen, der har brug for at sove af og til.

    Hvad gør man ellers?

    Rengøringshjælp (hvis man kan få plads til det i budgettet) madplaner og ugentligt storindkøb (så man ikke skal bruge tid på det i løbet af ugen), at dække morgenbord om aftenen og lægge tøj frem til sig selv og barn om aftenen – og så af og til lade hjemmet flyde og nyde at kysse med kæresten eller lege med barnet uden dårlig samvittighed.

    (Og behøver man egentlig altid at se godt ud? Jeg er næsten sikker på, at de fleste mænd hellere vil have en kæreste med uglet hår, der tumler med barnet end en topstylet ditto, der har røde stress-pletter på kinderne over at neglelakken ikke er tør mens barnet er på vej mod potteplanten)

    Reply

Leave a Comment