Stine fra Østfronten: Om at tro på, at man er god nok

Det er endnu engang blevet tid til et gæsteblogindlæg her på plummum. Denne gang får Stine fra Østfronten ordet. Jeg har kendt Stine længere tid, end jeg har kendt hendes blog. Stine startede nemlig ud for et par år siden som (mere eller mindre) anonym blogger, og derfor var det først, da jeg selv gik i luften med Plummum, at hun afslørede sin digitale identitet for mig 🙂 Det er en fornøjelse at følge med i Stine- og Bean-land på Østfronten, som jeg for lang tid siden skrev en bloganbefaling af her. Stine, ordet er dit og tusind tak for dit smukke, rørende og ærlige indlæg <3

***

Signe, som jeg snart har kendt i et par år – lige siden vi sammen var tykke damer i fri dressur på APA – har bedt mig skrive noget, hun ikke vidste om mig. Jeg har grebet muligheden for at fortælle noget, der ikke rigtig får spalteplads på Østfronten, fordi jeg meget hellere vil skrive om Bean og livet som (små)børnsfamilie. Så here goes.

Her på matriklen har den ene af os en uigennemtrængelig og elefanthudstyk tro på, at han er den fedeste person – uanset om det gælder jobsamtaler, mødet med nye mennesker eller livet i al almindelighed. Jeg skriver ‘han’, fordi det naturligvis ikke er mig, jeg mener. Jeg kan virkelig misunde Kæreste sit selvværd.

I modsætning til ham kæmper jeg nemlig med at tro på, at jeg er god nok. Og jeg har haft mere end vanskeligt ved ikke at tage enhver form for afvisning personligt. Jeg øver mig, og bliver bedre (i øvrigt bliver man ret hærdet af dagpengeland!), men det er et work in progress.

Jeg håber sådan, at Bean snarere end min tvivl arver sin fars tro på sig selv. Jeg har aldrig været ‘hende, den smukke’ eller ‘hende, den populære’ (hvilket var det eneste rigtige at være i min folkeskoleklasse), så i stedet blev jeg ‘hende, den kloge’ eller ‘hende, den sjove’.

Det er roller, jeg kan leve op til, men ikke roller, jeg altid trives 100% i. Det var de roller, der var, og jeg tog dem på mig helhjertet, for børn er overlevere. En overgang troede jeg, at rollerne var mig.

Rollen som mor er derimod i den grad er blevet en del af min identitet. Det er mig. Og at have en rock solid identitet som mor har givet mig en del af den tro på mig selv, som Kæreste har. Måske fordi jeg overlevede mere end 4 måneders kolikbaby uden at blive vanvittig eller smide babyen ud af vinduet. Måske fordi jeg kan se på Bean, at det jeg gør og har gjort, virker. Måske fordi mødre er nødt til at prioritere, hvad vi vil bruge tid og energi på, benhårdt.

Jeg er fx helt afklaret med, at jeg ikke skal arbejde 50+ timer om ugen de næste mange år (sagde damen, der var deltidsansat og på supplerende dagpenge!). At jeg slet, slet ikke kan være på en arbejdsplads med en dårlig chef. At mit primære felt måske ikke er der, jeg skal arbejde hele mit liv, uanset prestige, men at jeg i stedet skal gå efter noget, der føles godt. Uanset branche. Og at det er ok.

Østfronten startede som en slags dagbog over min graviditet; et vidnesbyrd, som Bean kan læse, når hun bliver større. Den giver mig mulighed for at dele hverdagsøjeblikke, det søde, det hårde og en del af det bitre. Den har bragt ambitioner, venskaber, læsere og nye muligheder med sig, og for det er jeg både stolt og taknemmelig.

/Stine

østfronten østfronten2

Følg Plummum på FacebookInstagram og Bloglovin’


Tak, fordi du  læste med. Vil du se mere stof fra Plummum? Så følg også med på Instagram, Facebook og Bloglovin'

3 Comments

Leave a Comment