Er det ok at poste tonsvis af billeder på de sociale medier af vores forsvarsløse børn?

IMG_9998

For et par dage faldt jeg tilfældigt over en tråd på Facebook, hvor en journalist og fremtidsforsker Lene Andersen gik i clinch med hinanden, fordi deres grundlæggende holdninger til børns tilstedeværelse på de sociale medier divergerede totalt. Læs selv artiklen, der starter diskussionen.

Og nu taler vi ikke om pre-teenageres selvstændige tilstedeværelse på Facebook, selvom den debat netop har været rygende hot. Men om sådan nogle typer – deriblandt mig selv – der ligger det ene billede efter det andet af sit yngel på de sociale medier.

Journalisten, som i øvrigt også står bag det satiriske medie Rokokoposten, utrykte sin holdning pro billeder af sine børn på Facebook, hvorimod den såkaldte fremtidsforsker (som i øvrigt er en ganske interessant kvinde. Jeg havde selv fornøjelsen af hendes speed-snakkende væsen til et morgenmøde for et par uger siden), absolut ikke mener, at billeder af børn har noget at gøre på de sociale medier. En gammelkendt debat, men ikke desto mindre stadig højaktuel.

Den mere eller mindre saglige diskussion ramte mig sgu helt og aldeles – og pillede også ved et af mine ømme(ste) punkter. Jeg er altid meget påpasselig med hvilket indhold, jeg lægger tilgængeligt på både bloggen, på Instagram og Facebook – især når det er billeder af familiens tumling, det gælder. Det vil sige. Altid lødige billeder, der ikke fremstiller hende på en uheldig eller ikke komplimenterende måde. Men er det godt nok?

For det ændrer ikke ved, at hun på alle måder ER tilstedeværende på de sociale medier, uden selv at have valgt fra eller til. Er det ok? Jeg stiller mig selv det spørgsmål hver eneste dag, selvfølgelig også fordi jeg er mere end gennemsnitligt aktiv på de sociale medieplatforme. Jeg er digital. Og jeg elsker at være det. Både i privat regi, men absolut også på jobfronten, hvor den branche, jeg befinder mig i forudsætter et indgående kendskab til den digitale medieverden og ikke mindst en nærmest konstant tilstedeværelse. For mig er det med andre ord fuldkommen naturligt at ‘have et virtuelt liv’ sammensmeltet med et liv i den fysiske/traditionelle verden. Noget, som jeg på ingen måder kunne forestille mig – eller har lyst til – at undvære. Derfor er det også naturligt for mig, at min datter, som fylder næsten hele min tilværelse også får sin del af pladsen fx på bloggen her og på min Instagram. Alt andet ville give et meget skævvredet billede af mit ‘mommy-liv’ i øvrigt.

Og jeg ser det alle steder hele tiden. Mine såkaldte med-bloggere i mommy-blogland lægger dagligt fulde billedserier af mere eller mindre vellykkede skud af små børn i alle aldre på blog og Instagram. Er det rimeligt og/eller forsvarligt, at vi tilbage fra vores børns fødsler poster dem online diverse steder og dermed forhindrer dem i et liv i bare nogenlunde anonymitet, fordi de på alle måder er søgbare i diverse databaser? Det er da noget af en historik, vi efterlader online på vores børns vegne.

Potentielt fremtidigt mobbemateriale?

Jeg ville gerne holde mig selv fast i den tro, at det er helt uskyldigt, når vi i vores iver for at vise andre VERDENS PÆNESTE BARN – som vi alle (helt objektivt naturligvis), synes vi har – endnu en gang trykker publish på dagens bedste skud. Men jeg ved sgu ikke, om jeg synes det er uskyldigt. Og det er – kan jeg fortælle – en temmelig undergravende tankegang for den blog-genre, jeg nu engang har skrevet mig selv ind i. Men hvad kan det materiale, vi lægger tilgængeligt hver dag bruges til? Er det potentielt mobbemateriale senere i barnets liv (måske synes moderen, at det er verdens smukkeste billeder af et barn, der postes, men lur mig om ikke mange er komplet uenige)? Er det guf for forsikringsselskaberne senere hen, der skal bedømme hvor dyr ulykkesforsikringen skal være (uheldigt for barnet, hvis mor lystigt har skrevet om barnets forskellige diagnoser gennem opvæksten)? Eller er der måske interessant stof at komme efter for en fremtidig potentiel arbejdsgiver før en beslutning om ansættelse?

Og jer, der sidder der bag skærmen, og tror mit indlæg her kun gælder sådan nogle bloggertyper som mig, I tager fejl. Det gælder nemlig også jer, der lægger billeder af ungerne på jeres private Facebook-profiler.

Facebook genkender dit ansigt

De fleste af jer ved det helt sikkert allerede, men til de uindviede; Facebook har denne her interessant ansigts-genkender feature. Det betyder mere konkret, at mit og dit ansigt kan genkendes af Facebook, når det er tagget et tilstrækkeligt antal gange på diverse billeder. På den måde behøver du ikke engang at være tagget på et billede, før Facebook over tid ud fra billeder af dig kan kortlægge dine adfærds- og handlemønstre. Det gælder med andre ord også dine børn, der i fremtiden bærer en kæmpe mængder af digital data med sig, som han eller hun ikke kan slette eller komme af med. Den data kan potentielt set misbruges.

Jeg lyder muligvis usandsynlig paranoid af en – på langt de fleste måder – totalt fortaler for den digitale verden at være. Men det her er kun én side af sagen. Der er også flere andre grunde til ikke at lægge billedmateriale af ungerne tilgængeligt online – den tager vi lige en anden gang, ok?

Jeg er faktisk slet ikke bange for fremtiden i den her henseende – tværtom. Men det er en interessant debat og et emne, som jeg bestemt synes er værd at tage stilling til – især for sådan en som mig. Det er sikkert sådan, at det for de fleste af vores børn, ikke vil være et issue eller noget, de skænker mange tanker, fordi de selv er født ind i en digital verden. En verden, hvor det netop er naturligt også at leve et virtuelt liv, der ikke er afkoblet den ‘fysiske’. MEN skal vi så ikke vente med at indføre dem i den verden til børnene selv vælger det til – med kyndig vejledning fra mor og far naturligvis?

Hvad siger I? Er det ok at poste diverse billeder af vores børn online uden deres samtykke? Kom med jeres tanker.

Følg Plummum på FacebookInstagram og Bloglovin’, så misser du aldrig et blogindlæg igen;)


Tak, fordi du  læste med. Vil du se mere stof fra Plummum? Så følg også med på Instagram, Facebook og Bloglovin'

3 Comments

  • Marie 23. november 2014 at 17:27

    Det er en ganske væsentlig overvejelse for alle forældre på sociale medier. Jeg har indtil videre selv valgt, at min datter er anonym på min blog. Dvs at hun hedder Lillepigen og kun portrætteres bagfra… Men åhh det er svært, for hun er jo (efter min mening) verdens dejligste væsen…

    Mvh Marie fra http://www.krøllerier.dk

    Reply
  • Monica MoWe design 23. november 2014 at 20:00

    Tjah… det er bestemt værd at diskutere, synes jeg! Danskerne har generelt været meget ukritiske over for bl.a. facebook, men i stedet favnet det og gjort det til en konstant og meget nærværende faktor i manges liv.
    Jeg er selv super bange for at vise billeder af tøserne, som jeg ikke kan stå 100% inde for og som jeg har overvejet et utal af gange om de kan fejlfortolkes inden jeg lægger dem op. Jeg viser dem generelt meget lidt.
    Når jeg blogger er det om indretning, bolig og livsstil og derfor kan jeg langt de fleste gange undgå at få dem på bloggen, men bruger gerne et rygbillede, deres hænder osv.
    Spørger du mig om jeg synes vi helt skal lade være med at vise vores børn? Jeg ved det ikke. Men synes bestemt at når de bliver ældrere at de skal spørges først om de vil omtales inden at vi skriver løs om deres gøren og laden.

    Reply
  • Østfronten 25. november 2014 at 13:00

    Det er en interessant debat og vigtig at holde sig for øje. Du ved, at vi langt hen ad vejen er enige i billedernes indhold – at der ikke skal være ‘grimme’ eller ‘kiksede’ billeder, billeder af snot i hele hovedet, af gråd eller af raserianfald. Jeg er af den holdning, at det er ok – så længe jeg respekterer Bean og ikke udleverer hende. Jeg vælger at holde hendes navn som et pseudonym, så man ikke (så let) kan google hende frem engang i fremtiden.
    Jeg er ikke så bekymret. Og hvis Bean en dag siger stop, så stopper jeg.

    Reply

Skriv et svar til Monica MoWe design Cancel Reply