Om strikkede bloomers og et pauseprojekt

Tiden er simpelthen løbet fra mig i denne uge. Begge pigers helbred skranter, og det betyder som bekendt for alle børnefamilier kaotiske dage og nætter, der mest af alt handler om at hænge i. I de perioder er det ekstra rart at kunne kaste sig over strikkeprojekter for at få ro i hovedet og oxytocin-niveauet op.  

Og det har jeg gjort. Strikkepindene har ellers været noget forsømt midt i flytninger og husrenovering, men nu er jeg kommet ind i et godt flow igen med en del forskellige projekter. Jeg har netop færdiggjort de små rillebloomers, som jeg var i gang med allerede her. De har ligget halvt færdige i næsten en måned, hvilket gjorde det ekstra tilfredsstillende at få dem af pindende. Jeg var lige ved at tro, at de måtte forblive ufærdige, men heldigvis ikke.

Modellen er god til små buttede babymaver, fordi de er så høje, at de dækker hele maven. Og ribben foroven og i ben er mere defineret og meget pænere end andre ribkanter, jeg tidligere har strikket, fordi de er strikket med drejet ret og ikke almindelig ret. Giver det mening? Det bliver en smule strikkenørdet nu, fornemmer jeg 😉 Mønsteret er fra Littlevintageknits.com og kan købes her til kun 30 kr.

Desuden er jeg – som resten af bloglands og Instagrams strikkedamer – sprunget ud i et trekantsbabytæppe, som I kan finde en gratis opskrift på her hos Hvadbiertaenker.dk. Projektet er tænkt som et ‘pauseprojekt’ – et vedvarende og forholdsvist let projekt, jeg kan tage frem, når jeg lige har ti minutter i ny og næ (læs: når jeg TAGER(!) mig ti minutter i ny og næ).

Tæppet består af 22 rækker trekanter, og jeg lovede oprindeligt mig selv, at jeg skulle strikke minimum én række per dag. En aftale, der allerede er brudt, fordi mit nyindkøbte garn til en hue til Blommen pludselig lå i postkassen. Huen er dog snart færdig, og jeg glæder mig til at vise den herinde. Jeg har testet et Etsy-mønster, som jeg glæder mig til at anmelde.

God weekend til jer derude.

/Signe

Du kan følge Plummum på FacebookInstagram og Bloglovin’ Jeg er også på Snapchat nu... Find mig under plummumdk

Published by

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.