Dansk Ø-ferie har spurgt, om jeg vil dele mine ferieerfaringer fra en af de mange danske øer. Og here goes. At holde ø-ferie i Danmark er ikke en følelse, der særlig nemt beskrives, det er en følelse, der skal mærkes og opleves. Fordelene ved dansk ø-ferie er mange. Her kan man sammen med familien komme helt ned i gear, spise lækker autentisk mad eller være aktiv ude i naturen. Øerne kan nemt nås uanset hvor i DK, du bor, så også små weekendture er en mulighed.
Jeg er born and raised på Lolland. Øen, som mange elsker at hade, og øen, der gentagne gange er blevet uheldigt fremstillet i medier og gennem diverse dokumentarer. Selv smuttede jeg derfra som 19-årig efter mine tre år på Maribo Gymnasium. Og jeg kommer ikke tilbage for at bo. Nogensinde. Jeg elsker Købehavn og hører til her. Men tag ikke fejl.
At feriere på øen er en helt anden sag for mig. Mine forældre bor der stadig, så jeg komme der i ny og næ. Ikke så ofte, som de ville ønske. Men sidste efterår holdt pigerne, Kasper og jeg en lang ferie dernede, og jeg skal love for, at jeg pludselig oplevede min hjemstavn på en helt anden måde end nogensinde før. Som gæst og turist vel sagtens!?
Gastro-øen
Lolland kan noget på den naturmæssige front og absolut også, når det kommer til gastronomi og knaldgode råvarer… som var det Nomas navlestreng, påstår nogen 😉 Det ved du allerede, hvis du blot er en smule gastro-interesseret. Den kære Claus Meyer har for længst slået det fast én gang for alle. Og også Nete Plenge med kogebogen ’På tur i Lolland Falsters Spisekammer’ – en smuk bog, der viser alle Lolland Falsters skatte af økogårde, vinproducenter, fåreavlere etc. Jeg kan varmt anbefale bogen, som jeg selv forærede min far i Fars Dags-gave sidste år.
Selv var vi – Kasper, pigerne og jeg – et smut forbi Knuthenlund. Vi har været der en lille håndfuld gange tidligere for at få fingre i den prisbelønnede økologiske fårebrie. Brien kan også købes i Kbh., men der er noget helt særligt ved selv at hente den fra dens oprindelsessted på det smukke gods. Omgivelserne i sig selv er et besøg værd. På den rette årstid er de breathtaking. Sidste gang nød vi også en frokost i caféen med alle godsets egne delikatesser – eminent. Det er i øvrigt også på Knuthenlund, at The Native Cooking Award afholdes i 2016 – den internationale kokkekonkurrence for kokke på Michelin-niveau.
Slotstur og loppejagt
Og hvad brugte vi ellers ferien på? Vi havde planlagt en masse, og vi nåede som altid kun en brøkdel. Men jeg vil fremhæve turen til Nysted med min mor, hvor vi bl.a. ledte efter gode lopper. Her er så utrolig smukt. Nysted er den fineste og hyggeligste landsby, der bærer præg af at have ligget klods op ad Aalholm Slot og dets eventyrlige slotspark siden middelalderen. Er du generelt til slotte og godser er Lolland i øvrigt the place to be. Øen er proppet med dem.
Men tilbage til turen med min mor. Vi besøgte en spændende loppehal i Nysted, som jeg kan komme i igen og igen for at finde lækkert (gammelt) nyt – både møbler, spisestel, sølvbestik etc. I Nysteds hovedgade fandt vi en dejlig konditor og ditto ejer med de l æ k r e s t e kager, som jeg gik lidt amok i. Kunne slet ikke begrænse mig. Og guess what. Kagerne koster en brøkdel på Lolland i forhold til i Kbh. Og så var dette vist endda en konditor i den dyrere ende.
Domkirke, klosterruiner og fredagsøl
Også vores tur til Maribo Søerne for at fodre ænder var et hit. Selvom pigerne ikke var helt medgørlige den formiddag, og vejret ikke så flot som ønsket, så er det altid anbefalelsesværdigt med en tur gennem Maribo ned mod domkirken og søerne. En mindre del af byen er fredet, og vi taler snørklede brostensbelagte gader og små farvede huse. Meget pittoresk skulle jeg hilse og sige. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg selv har siddet på klosterruinerne ved kirken og drukket en fredagsøl eller to efter old-timerne 🙂 Det var tider.
Tilbage i tid
Jeg vil slutte med at fremhæve Bandholm Hotel, som ligger i, ja, Bandholm på Lollands nordkyst. Hotellet er fra 1886, men totalrenoveret, så det fremstår lækkert og nyt dog med den gamle sjæl intakt. Her bestilte Kasper og jeg plus piger en omgang desserter flankeret af kaffe og andre drikkevarer. Det er ikke sidste gang vi kommer her, men næste gang tror jeg, at Kasper og jeg tager turen derud alene. Desserterne var noget så vanedannende, og restaurantens smukke indretning gav en følelsen af at sætte sig ind i en tidmaskine og rejse mere end 100 år tilbage. Virkelig charmerende.
Det blev et meget langt indlæg – en lille guide til Lolland. Jeg håber, I er med så langt og har fået lyst til at tage på ø-ferie i det danske land. En forlænget weekend er rigeligt til at opleve ø-stemningen og til at få en forsmag på det rolige tempo, der findes her på en helt anden måde end inde i byen, hvor alle altid skal nå noget 24/7 (mig selv inklusiv).
Jeg anbefaler et smut til Lolland, hvor I kan nyde roen, se de smukke slotte, den unikke flade natur, de mange gode spisesteder, Knuthenborg (dine børn vil elske dig for det) og alle godserne, der dyrker prisvindende og berømte råvarer fx Knuthenlund (fårebrie), Krenkerup (godset har sit eget bryggeri) eller Frederiksdal (der bl.a. laver kirsebærvin). Har I spørgsmål til øen, så fyr løs. Jeg skal gøre mit bedste for at svare – eller finde nogen, der kan.
Du kan selv finde meget mere information om Dansk ø-ferie lige her, hvor du også kan bestille dit ophold.
^^Vores frokost hos Knuthenlund med alskens gode sager.
^^De omtalte kager fra konditoren i Nysted.
^^Fra området omkring Aalholm Slot ved Nysted. Smukkere og mere eventyrlig allé findes næsten ikke.
^^Maribo Domkirke flankeret af smukke efterårstræer.
^^Vores lille dessert-seance på Bandholm Hotel.
^^Knuthenlund.
^^Her ses menukortet på Knuthenlund tilbage i efteråret. Vi valgte “Smagen af Knuthenlund” og snuppede et par kager med hjem til mine forældres hus efterfølgende.
Tak, fordi du læste med. Vil du se mere stof fra Plummum? Så følg også med på Instagram, Facebook og Bloglovin'.
Dejligt indlæg med sandheden om skønne steder fra din, Kaj Munks og min føde ø.
Jeg bor her stadig og elsker øen.
Dejligt, du synes om indlægget, Stine 🙂 Øen har absolut sit at byde på!
Hvilken app bruger du til at tage billeder – det ser da helt fantastisk ud.
Bruger enten mit spejlrefleks eller min iPhones kamera – her i indlægget har jeg brugt begge dele:) Og tusind tak!
[…] du se meget mere Lolland, så tjek dette indlæg, som jeg skrev for nogle måneder […]